Undtagelser fra MiFID II

Her kan du læse nærmere om undtagelser til MiFID II, herunder hvornår der skal gives meddelelse til Finanstilsynet.

Undtagelsen om accessorisk virksomhed vedrørende råvarederivater m.v.

Virksomheder, der som fast erhverv eller på et professionelt grundlag yder eller udfører investeringsservice og -aktiviteter omfattet af bilag 1, afsnit A, til lov om fondsmæglervirksomhed og investeringsservice og -aktiviteter, skal som hovedregel have tilladelse som værdipapirhandlere og være under tilsyn af Finanstilsynet. Det følger af § 13, stk. 1, i lov om fondsmæglervirksomhed og investeringsservice og -aktiviteter.

Personer behøver dog ikke tilladelse, hvis de er omfattet af undtagelsen om accessorisk virksomhed vedrørende råvarederivater m.v. Disse personer skal dermed ikke være under tilsyn af Finanstilsynet.

Undtagelsen følger af § 13, stk. 1 og 2, i bekendtgørelsen nr. 2021 af 8. november 2021 om, hvilke fysiske og juridiske personer der kan udøve investeringsservice og investeringsaktiviteter uden tilladelse efter lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter eller lov om finansiel virksomhed (undtagelsesbekendtgørelsen).

Læs undtagelsesbekendtgørelsen

Hvilke betingelser skal en person opfylde for at være omfattet af undtagelsen om accessorisk virksomhed vedrørende råvarederivater m.m.?

Fysiske og juridiske personer kan udøve én af nedenstående to aktiviteter ved siden af deres hovederhverv uden tilladelse som værdipapirhandler efter lov om fondsmæglervirksomhed og investeringsaktivitet og -service eller lov om finansiel virksomhed, hvis de opfylder reglerne om accessorisk virksomhed i § 13 i undtagelsesbekendtgørelsen.

Følgende to aktiviteter er omfattet af bestemmelsen:

  1. handel for egen regning, herunder prisstillelse, med råvarederivater eller emissionskvoter eller derivater heraf, bortset fra handel for egen regning ved udførelse af kundeordre
  2. investeringsservice, bortset fra handel for egen regning, indenfor råvarederivater eller emissionskvoter eller derivater heraf til kunderne eller leverandørerne i deres hovederhverv.

Følgende betingelser skal desuden være opfyldt:

  1. De ovenfor nævnte aktiviteter skal både individuelt og samlet set være en accessorisk aktivitet i forhold til personernes hovederhverv på koncernniveau.
  2. Personerne må ikke være en del af en koncern, hvis hovederhverv er at yde investeringsservice i henhold til bilag 1, afsnit A, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, udførelse af aktiviteter i henhold til i bilag 1 og 2 i lov om finansiel virksomhed, eller at fungere som prisstiller i forbindelse med råvarederivater.
  3. Personerne må ikke anvende en algoritmisk højfrekvenshandelsteknik.

Skal personer omfattet af undtagelsen om accessorisk virksomhed vedrørende råvarederivater m.m. indberette til Finanstilsynet?

Personer, der gør brug af undtagelsen, skal alene på begæring indsende redegørelse til Finanstilsynet om de kriterier, som de lægger til grund for at vurdere, at ovenstående to aktiviteter er accessorisk i forhold til deres hovederhverv.

Hvilke kriterier lægges til grund ved vurderingen af, om en aktivitet anses som accessorisk i forhold til hovederhvervet?

En aktivitet vil blive anset for at være accessorisk i forhold til hovederhvervet på koncernniveau, hvis den opfylder kriterierne i den til enhver tid gældende forordning.
Den gældende forordning, Kommissionens delegerede forordning (EU) 2021/1833 af 14. juli 2021 for så vidt angår præcisering af kriterierne for fastlæggelse af, hvornår en aktivitet skal anses for at være accessorisk i forhold til hovederhvervet på koncernniveau.

Af denne forordning fremgår tre test, hvoraf en af dem skal kunne bestås.
Senest opdateret 05-10-2023

Fakta

  • Råvarederivater, der er tilknyttet en råvare eller et underliggende aktiv, jf. bilag 2, nr. 5, 6, 7 og 10, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, emissionskvoter, jf. bilag 2, nr. 11, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter, eller emissionskvotederivater, jf. bilag 2, nr. 4, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.
  • Algoritmisk højfrekvenshandelsteknik, jf. § 30, nr. 20, i lov om kapitalmarkeder: Algoritmisk handelsteknik, der er kendetegnet ved a) en infrastruktur, hvor latensperioden på algoritmisk ordreindførelse forkortes gennem samhusning, proximity hosting eller hurtig direkte elektronisk adgang, b) et system, hvor ordrer afgives, genereres, dirigeres eller udføres uden menneskelig medvirken i forbindelse med hver enkelt handel eller ordre, og c) en høj andel af intradagmeddelelser, der udgør ordrer, prisstillelser eller annulleringer.