Finanstilsynet har løbende lagt rammerne for, hvilke typer virksomheder, der kan betragtes som udbydere af betalingsinitieringstjenester, men har endnu ikke beskrevet en mere principiel afgrænsning. Det skyldes, at PSD2 og lov om betalingers definition af betalingsinitieringstjenester er meget bred. Reguleringen omfatter derfor potentielt mange forretningsmodeller. En tekstnær fortolkning risikerer at omfatte for mange forskellige forretningsmodeller, der også kan siges at ”initiere betalinger” fra en betalingskonto. Finanstilsynet vurderer, at det hverken med PSD2 eller implementeringen i lov om betalinger var tiltænkt, at så mange forretningsmodeller skulle omfattes.
Formålet med denne vejledende udtalelse er derfor nærmere at fastlægge og afgrænse anvendelsesområdet for § 7, nr. 20, i lov om betalinger vedrørende betalingsinitieringstjenester.