Genansøgningsprocessen

På denne side finder du en beskrivelse af genansøgningsprocessen for virksomheder, der har en tilladelse efter den ophørende lov om betalingstjenester og elektroniske penge.

Genansøgningsprocessen – Lov om betalinger

Den 1. januar 2018 træder lov om betalinger i kraft. Loven implementerer direktiv (EU) 2366/2015 om betalingstjenester i det indre marked, også kaldet PSD2, i dansk ret. Samtidig ophæves den eksisterende lov om betalingstjenester og elektroniske penge.

Dette betyder, at alle virksomheder, der har en tilladelse efter den ophørende lov om betalingstjenester og elektroniske penge, skal genansøge om en tilladelse efter den nye lov om betalinger.

Virksomheder, der skal genansøge om tilladelse, skal ikke indsende en ny fuldstændig ansøgning. Finanstilsynet vil med genansøgningsprocessen primært sikre, at virksomhederne overholder de nye krav i lov om betalinger, og vil derfor indkalde det materiale, som belyser overholdelsen af de nye krav.

Hvis virksomheden indsender en fuldstændig ansøgning inden den fastsatte frist, kan virksomheden fortsætte sine tilladelsespligtige aktiviteter, mens genansøgningen behandles.

Senest opdateret 21-12-2017

Vil du vide mere?

Betalingstjenesteteamet