Finanstilsynets er ikke den rette myndighed til at afgøre en konkret tvist mellem en finansiel virksomhed og dens kunder. Nedenfor finder du en oversigt over mulighederne for at få behandlet en konkret tvist.
Før du klager
Inden du klager over en finansiel virksomhed, bør du som det første forsøge at finde en løsning hos den virksomhed, som du er utilfreds med. Flere ankenævn kræver, at man fremsender dokumentation for forsøg på konfliktløsning.
Alle finansielle virksomheder med kontakt til private kunder (forbrugere), skal udpege en klageansvarlig. Det skal fremgå af virksomhedens hjemmeside, hvordan private kunder kan klage.
Klagemuligheder over forskellige virksomhedstyper
Pengeinstitut, realkreditinstitut, andelskasse, sparekasse mv.
Hvis du vil klage over en konkret tvist med en bank eller realkreditinstitut, skal du gå til Det finansielle ankenævn.
Ankenævnet behandler klager vedrørende private kundeforhold. Ankenævnet kan behandle klager fra erhvervsdrivende, der ikke adskiller sig væsentligt fra klager vedrørende private kundeforhold. Ankenævnet behandler ikke klager indgivet af selskaber.
Ankenævnet behandler dog også klager fra erhvervsdrivende og foreninger over danske pengeinstitutters afslag på en basal erhvervskonto efter reglerne i lov om betalingskonti og basale erhvervskonti.
Ankenævnet behandler ikke klager over danske pengeinstitutters datterselskaber, der er et forsikringsselskab, idet der for forsikringsselskaber er etableret et særskilt ankenævn. Klager over disse virksomheder bliver behandlet ved Ankenævnet for Forsikring.
Forsikringsselskaber og pensionsselskaber
Du kan klage til Ankenævnet for Forsikring, som er et privat klagenævn oprettet i 1975 af Forbrugerrådet Tænk og Forsikring & Pension. Ankenævnet er godkendt af Erhvervsministeren og derfor "autoriseret" til at behandle forsikringsklager:
Ankenævnet for Forsikring
Østergade 18, 2.
1100 København K
Telefon +45 33 15 89 00 (kl. 10.00-13.00)
Ankenævnet for Forsikring
Klagen skal vedrøre egne forsikringer og privatlivets forsikringsforhold. Klager vedrørende erhvervslivets forsikringsforhold falder uden for ankenævnets område.
Klagen skal altså angå et spørgsmål af økonomisk betydning. Ankenævnet kan ikke behandle klager over f.eks. ansattes opførsel, et forsikringsselskabs markedsføring eller andre generelle forhold. Ankenævnet er således ikke et disciplinærnævn eller tilsynsmyndighed.
Du kan først klage til ankenævnet, når du har klaget til selskabet over afgørelsen, og selskabet har fastholdt sin afgørelse eller har undladt at besvare din klage.
Du skal betale et klagegebyr på 200 kr. Hvis du får medhold i din klage, får du gebyret retur. Det samme gælder, hvis nævnet ikke kan afgøre din sag.
Ankenævnet kan ikke behandle klagen, hvis behandling hører under offentlige myndigheder eller andre anke- eller klagenævn. Nævnet kan heller ikke behandle klagen, hvis din sag er afgjort ved endelig dom, gyldigt bindende voldgift eller retsforlig.
Afgørelsen sker i form af en kendelse fra ankenævnet. Forsikringsselskabet kan nægte at følge ankenævnets afgørelse. I så fald skal selskabet meddele ankenævnets sekretariat dette inden 30 dage efter, at nævnets afgørelse er fremsendt til selskabet.
Du kan klage over forsikringsselskaber, der er etableret i Danmark. Gælder klagen et udenlandsk forsikringsselskab, skal du som udgangspunkt klage til et udenlandsk nævn.
Se Europa-Kommissionens liste over alternative tvistbilæggelsesorganer (ATB-instanser), som du kan benytte, hvis du vil klage over et udenlandsk forsikringsselskab.
Gå direkte til Europa-Kommissionens online tvistløsningsbilæggelsesplatform (OTB-platform), hvis du vil klage over et udenlandsk forsikringsselskab ved at følge dette link
Forsikringsformidler (herunder forsikringsmæglere)
Hvis du vil klage over en konkret tvist med en forsikringsformidler, kan du indbringe en klage for Mæglingsteamet for Forbrugerklager, og hvis I ikke finder en fælles løsning, kan du klage til Forbrugerklagenævnet. Se mere her: Forbrugerklagesystemet.
Retten til at klage til Mæglingsteamet for Forbrugerklager og Forbrugerklagenævnet er forbeholdt forbrugere.
Børsmæglerselskab
Hvis du vil klage over en konkret tvist med et børsmæglerselskab, skal du gå til Det finansielle ankenævn.
Pengeinstitutankenævnet behandler klager over danske pengeinstitutter og deres datterselskaber i Danmark, fx børsmæglerselskaber, finansieringsselskaber m.v., som ikke har deres eget klagenævn.
Fondsmæglerselskab
Hvis du vil klage over en konkret tvist med et fondsmæglerselskab, skal du gå til Ankenævnet for Fondsmæglerselskaber.
Ankenævnet behandler klager vedrørende private kundeforhold. Ankenævnet kan behandle klager fra erhvervsdrivende, der ikke adskiller sig væsentligt fra klager vedrørende private kundeforhold. Ankenævnet behandler ikke klager indgivet af selskaber.
Investeringsforening, hedgeforening mv.
Hvis du vil klage over en konkret tvist med en investeringsfond, skal du gå til Det Finansielle Ankenævn
Ankenævnet behandler klager vedrørende private kundeforhold. Ankenævnet kan behandle klager fra erhvervsdrivende, der ikke adskiller sig væsentligt fra klager vedrørende private kundeforhold. Ankenævnet behandler ikke klager indgivet af selskaber.
Betalingsinstitutter, e-pengeinstitutter og Ikke-finansiel virksomhed
Hvis du vil klage over en konkret tvist med et betalingsinstitut, et e-pengeinstitut eller en finansiel virksomhed, der drejer som om andre områder end finansiel lovgivning, for eksempel markedsføring og generel forbrugerbeskyttelse, skal du gå til Center for Klageløsning. Hvis virksomheden er et datterselskab af et pengeinstitut, som eksempelvis MobilePay, kan du dog stadig klage til Det Finansielle Ankenævn.
Retten til at klage til Mæglingsteamet for Forbrugerklager og Forbrugerklagenævnet er forbeholdt forbrugere.
Forbrugslånsvirksomheder
Hvis du vil klage over en konkret tvist med en forbrugslånsvirksomhed, kan du indbringe en klage hos Mæglingsteamet for Forbrugerklager, og hvis I ikke finder en fælles løsning, kan du klage til Forbrugerklagenævnet. Se mere her: Forbrugerklagesystemet.
Boligkreditformidler, ejendomskreditselskab, investeringsrådgivere
Hvis du vil klage over en konkret tvist med en boligkreditformidler, et ejendomskreditselskab eller en investeringsrådgiver, kan du indbringe en klage for Mæglingsteamet for Forbrugerklager, og hvis I ikke finder en fælles løsning, kan du klage til Forbrugerklagenævnet. Vær opmærksom på, at prisen for varen eller tjenesteydelsen, som du klager over, skal være mindst 1.110 kr. og højst 100.000 kr. Se mere her: Forbrugerklagesystemet.
Hvis beløbsgrænsen overskrides, skal du i stedet indbringe sagen for domstolene.
Retten til at klage til Mæglingsteamet for Forbrugerklager og Forbrugerklagenævnet er forbeholdt forbrugere.
Kreditservicevirksomheder / inkassovirksomheder
Hvis du vil have afgjort en konkret tvist med en kreditservicevirksomhed, skal du indlede en sag ved domstolene. Dette gælder for både forbrugere og erhvervsdrivende.
Hvis du vil klage over en inkassovirksomhed, kan du klage til Politiets Administrative Center (PAC). Du kan også orientere og/eller klage til Forbrugerombudsmanden. Forbrugerombudsmanden behandler klager over inkassovirksomheder i henhold til markedsføringsloven.
Hvad er forskellen på en kreditservicevirksomhed og en inkassovirksomhed?
En inkassovirksomhed opkræver penge på vegne af dem, som du skylder penge. Det kan være alle former for lån og ubetalte fakturaer.
En kreditservicevirksomhed opkræver penge på vegne af en tredjepart, som har overtaget/købt din misligholdte gæld. Der er kun tale om misligholdte kreditaftaler oprindeligt ydet af et kreditinstitut. Du vil i så fald have modtaget en meddelelse om at den misligholdte kreditaftale er overtaget af en anden kreditor.