Tema

Sanktioner mod Rusland og Belarus

Her kan du få information om de sanktioner, som EU har vedtaget mod Rusland og Belarus, og som vedrører de finansielle virksomheder.

Det internationale samfund har på det kraftigste fordømt Ruslands invasion af Ukraine. Derfor har EU også siden den 24. februar 2022 vedtaget en lang række forordninger med indgribende sanktioner mod Rusland og Belarus. Sanktionerne gennemføres i EU. En forordningen er en bindende retsakt, der er direkte gældende for personer og virksomheder i EU fra datoen for offentliggørelse i EU-Tidende. Forordningerne er direkte gældende i EU's medlemsstater. Det betyder, at virksomheder, offentlige myndigheder, privatpersoner mv. skal overholde reglerne uden, at der fastsættes særskilt dansk lovgivning herom. Manglende overholdelse af sanktionerne er en overtrædelse af straffeloven og kan medføre bøde eller fængselsstraf.

Der findes en række forskellige typer af sanktioner mod Rusland:

  • Forbud mod eksport af produkter og teknologi med dobbelt anvendelse.
  • Forbud mod eksport af produkter, som kan bidrage til Ruslands militære og teknologiske forbedring.
  • Forbud mod eksport af produkter og teknologi, som kan bruges til olieraffinering.
  • Forbud mod eksport af produkter, som kan bruges i luft- og rumfartsindustrien.
  • Udpegning af en række personer og entiteter, som omfattes af indefrysning, herunder Ruslands præsident Vladimir Putin.
  • Indrejserestriktioner.
  • Finansielle restriktioner, herunder restriktioner på handel med værdipapirer.

Du kan finde mere generel information om sanktionerne på Erhvervsstyrelsens og Udenrigsministeriets hjemmesider.

EU-Kommissionen har offentliggjort en hjemmeside med FAQ om sanktionerne mod Rusland. FAQ'en besvarer bl.a. spørgsmål om de finansielle restriktioner, indefrysning og forsikring. EU-Kommissionen har også udsendt følgende om finansielle virksomheders overholdelse af sanktionerne og ukrainske flygtninges adgang til en konto. 

Nedenfor kan du finde nærmere information om betydningen af hovedtrækkene i forordningerne i forhold til de finansielle virksomheder.

Finanstilsynets rolle i forhold til sanktionerne

Finanstilsynet har til opgave at føre tilsyn med, om de finansielle virksomheder, der er omfattet af hvidvaskloven, overholder EU's sanktionsforordninger. Det følger af hvidvasklovens § 47.

Det betyder, at Finanstilsynet alene fører tilsyn med de finansielle virksomheder, men ikke med andre juridiske eller fysiske personer, der måtte overtræde forordningerne.

De finansielle virksomheder er forpligtede til at holde sig opdaterede om sanktionerne og i deres daglige arbejde sikre sig, at de ikke overtræder disse. Det betyder bl.a., at de finansielle virksomhederne skal indefryse alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som ejes eller kontrolleres af de personer, der er oplistet i bilagene til forordningerne. De finansielle virksomheder skal herudover bl.a. sikre sig, at de ikke medvirker til handel med værdipapirer udstedt af kreditinstitutter mv., hvor over halvdelen ejes af personer, som er oplistet i forordningerne. Herudover er der fastsat en lang række yderligere sanktioner. Der henvises til overblikket over sanktionernes betydning for den finansielle sektor nedenfor.

Det er vigtigt at understrege, at Finanstilsynet ikke fører tilsyn med de finansielle virksomheders dispositioner i realtid og således ikke løbende kan overvåge, om en virksomhed måtte foretage overtrædelse af en forordning. Finanstilsynet kan dog gå på tilsyn i de enkelte virksomheder med henblik på at påse, om virksomhederne overholder forordningerne. Her vil Finanstilsynet som udgangspunkt vurdere, om den finansielle virksomheds arbejde, der skal sikre overholdelse af sanktionerne, er tilstrækkeligt. Såfremt Finanstilsynet konstaterer, at de finansielle virksomheder overtræder sanktionsforordningerne, kan Finanstilsynet påbyde virksomhederne at foretage de nødvendige foranstaltninger. Endvidere vil en manglende overholdelse være en overtrædelse af straffeloven, hvorfor sagen vil blive overgivet til politiet

Udover at føre tilsyn med de finansielle virksomheders overholdelse af forordningerne, er Finanstilsynet kompetent myndighed i forhold til at vejlede generelt om EU-forordninger med sanktioner på finansielle tjenesteydelser, investeringer, kreditgivning, långivning, statsobligationer og forsikringer.

Kompetencen til at vejlede om EU-sanktioner på de øvrige områder er fordelt på en række forskellige myndigheder. Fordelingen mellem myndighederne fremgår af Udenrigsministeriets hjemmeside.

Det bemærkes, at Finanstilsynet ikke kan yde konkret rådgivning i forhold til de enkelte virksomheder om, hvordan virksomhederne skal indrette sig i forhold til at overholde sanktionerne. Her skal Finanstilsynet henvise til, at man som virksomhed søger f.eks. egentlig juridisk bistand, hvis man har behov herfor.

Hovedtræk i forordningerne i forhold til de finansielle virksomheder og links

Vejledningen er ikke udtømmende, og Finanstilsynet skal indskærpe, at pligten til at overholde sanktionerne påhviler den enkelte virksomhed, herunder finansielle virksomhed, der selvstændigt og ikke alene baseret på nedenstående beskrivelser skal forholde sig til forordningernes betydning for deres forretning og kundebetjening.

Forordningerne er ganske omfattende og kan blive ændret med kort varsel. Der er i øvrigt ikke med sanktionerne indført totalforbud mod alle former for handel, udveksling af finansielle tjenesteydelser mv. med Rusland. Også derfor er det vigtigt, at virksomhederne selv orienterer sig i de enkelte forordningerne og de ændringer heraf, som måtte komme.

Nedenfor er nogle af de forbud, der gælder på det finansielle område, angivet med eksempler. Eksemplerne er udtryk for Finanstilsynets umiddelbare fortolkning af de pågældende forordningers ordlyd. Rådets forordninger indeholder ikke uddybende forklaringer til, hvordan bestemmelserne skal forstås. Finanstilsynets opfattelse skal derfor tages med forbehold for, at EU-Kommissionen kan komme med fortolkningsbidrag senere, som måtte ændre i forståelsen af bestemmelserne. Finanstilsynet skal derfor henvise til, at man løbende holder sig orienteret herom. Virksomhederne fratages ikke med eksemplerne ansvaret i forbindelse med efterlevelsen af sanktionsreglerne.

I forhold til de finansielle virksomheder er følgende hovedtræk i sanktionerne af betydning for virksomhedernes forretningsmodel:

Sanktioner mod Rusland

 

EU har skærpet sanktionerne mod Rusland på baggrund af Ruslands forsatte invasion af Ukraine. Skærpelserne omfatter bl.a. yderligere import- og eksportforbud mod Rusland, bekæmpelse af sanktionsomgåelse og lukning af huller i de eksisterende sanktioner. Skærpelserne omfatter desuden krav til sporing af aktiver, samt en række foranstaltninger over for tredjelandsvirksomheder, der omgår sanktionerne.

Herudover har EU med Rådets forordning 2023/2878 af 18. december 2023 indført krav om, at bl.a. banker skal indberette enhver pengeoverførsel på over 100 000 EUR, ud af Unionen, som de i det pågældende kvartal direkte eller indirekte har foretaget som en eller flere transaktioner, såfremt transaktionen er foretaget på vegne af en enhed mv., der er etableret i Unionen, og hvoraf mere en 40 % direkte eller indirekte ejes af en juridisk person, en enhed eller et organ, der er etableret i Rusland, en russisk statsborger, eller en fysisk person, der er bosiddende i Rusland. Indberetningen skal foretages til den kompetente myndighed.

Med Rådets forordning 2023/2878 af 18. december 2023 har EU tilføjet 140 personer og enheder til indefrysningslisten i bilag I.

EU indførte den 17. marts 2014 med Rådets forordning nr. 269/2014 krav om indefrysning, som indebærer, at pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører en række navngivne personer eller enheder, skal indefryses. EU har siden den 24. februar 2022 foretaget ændringer som følge af Ruslands invasion af Ukraine og udvidet listen over personer og enheder, hvor der er krav om indefrysning af pengemidler, aktiver og andre økonomiske ressourcer.

Indefrysning af visse personer og organisationers formue betyder, at du som virksomhed ikke må stille penge eller aktiver eller andre økonomiske ressourcer direkte eller indirekte til rådighed overfor en række personer og virksomheder i Rusland på grund af sanktioner mod landet. 

Med ændringen i Rådets forordning 2023/427 tilføjes yderligere tre banker til bilag I i Rådets forordning 269/2014. Det betyder, at alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører, ejes, besiddes eller kontrolleres af nedenfor nævnte banker, indefryses:

  • Otkritie FC Bank
  • Novikombank
  • Sovcombank
  • VTB Bank
  • Sberbank
  • Alfa-Bank
  • Rosbank
  • Tinkoff Bank

Det har herudoverden konsekvens, at ingen pengemidler eller økonomiske ressourcer må hverken direkte eller indirekte stilles til rådighed for eller være til fordel for ovenstående banker. 

Ovenstående banker har siden henholdsvis den 12. marts 2022 og 8. april 2022 været omfattet af SWIFT-forbuddet. Med forbuddet fra 26. februar 2023 omfattes disse tre banker ligeledes af kravet om indefrysning.

Som virksomhed skal du tjekke, om din kunde er omfattet af listerne. Du skal være opmærksom på, at den umiddelbare kunde kan fremstå som et dansk selskab, men kan være ejet af de pågældende russiske personer på indefrysningslisterne. Det kan du bl.a. afdække gennem din forpligtelse i henhold til hvidvaskloven til at foretage kundekendskabsprocedurer og overvågning af kunderne, herunder kravet om at kende de reelle ejere. Penge mv., der tilhører en person eller virksomhed omfattet af sanktionerne, og som er i din varetægt, skal øjeblikkeligt indefryses. Det betyder, at de penge, aktiver og andre økonomiske ressourcer, som du er i besiddelse af, skal tilbageholdes og gøres utilgængelige for personen eller virksomheden. 

Selv om en virksomhed har reelle ejer(e), der er russiske statsborgere, gælder sanktionerne kun, hvis de(n) reelle ejer(e) er opført på listen over sanktionerede personer. Såfremt du som en virksomhed har en kunde, hvor de(n) reelle ejer(e) er en russisk statsborger, der er opført på listen over sanktionerede personer, skal du øjeblikkeligt tilbageholde og indefryse penge eller aktiver eller andre økonomiske ressourcer, således at disse gøres utilgængelige for de(n) sanktionerede reelle ejer(e). 

Du kan finde nærmere information om indefrysning, herunder hvem du skal underrette i denne forbindelse, på Erhvervsstyrelsens hjemmeside.

EU har indført et forbud mod finansiering ved værdipapirudstedelse eller lån. 

Der er et forbud mod direkte eller indirekte køb, salg eller levering af investeringstjenester til eller bistand i forbindelse med udstedelsen af eller en hvilken som helst anden handel med omsættelige værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter indenfor nogle nærmere fastsatte tidsintervaller. 

Forbuddet betyder, at et pengeinstitut ikke direkte eller indirekte må købe eller sælge obligationer, aktier eller lignende finansielle instrumenter

  • udstedt mellem den 1. august 2014 og den 12. september 2014, hvis de har en løbetid på over 90 dage
  • udstedt mellem den 12. september 2014 til den 12. april 2022, hvis de har en løbetid på over 30 dage.

Du må heller ikke levere investeringstjenester til eller bistand i forbindelse med udstedelsen af de pågældende finansielle instrumenter.

Forbuddet mod køb, salg eller levering af nævnte finansielle instrumenter, gælder i forhold til instrumenter, som er udstedt af større kreditinstitutioner eller andre større institutioner, som udtrykkeligt har mandat til at fremme den russiske økonomis konkurrenceevne og diversificering og tilskynder til investeringer, og som er etableret i Rusland, hvor den russiske stat ejer eller kontrollerer over 50% pr. 1. august 2014.

Dette omfatter følgende virksomheder:

  • SBERBANK 
  • VTB BANK 
  • GAZPROMBANK 
  • VNESHECONOMBANK (VEB) 
  • ROSSELKHOZBANK

Du må desuden ikke direkte eller indirekte købe, sælge eller levere omsættelige værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter udstedt efter den 12. april 2022. 

Dette omfatter følgende virksomheder:

  • Alfa Bank
  • Bank Otkritie
  • Bank Rossiya, og
  • Promsvyazbank
Forbuddet, der omfatter direkte eller indirekte køb, salg eller levering af finansielle instrumenter, gælder også juridiske personer, enheder eller organer, som er etableret uden for Unionen, og hvor en enhed direkte eller indirekte ejer over 50 % af ovennævnte virksomheder. 

Forbuddet omfatter ligeledes situationer, hvor juridiske personer, enheder eller organer handler på vegne af eller efter anvisning fra en enhed, som er omfattet af ovenstående. 

Det betyder, at hvis du har en kunde, som ønsker at købe eller sælge obligationer, aktier eller lignende finansielle instrumenter med virksomheder, som er omfattet af listen ovenfor, så må du ikke bistå direkte eller indirekte med købet eller salget heraf.

Forbuddet mod indirekte køb, salg og levering betyder, at det også omfatter situationer, hvor der handles med en virksomhed, som ikke direkte er omfattet af sanktioner, men som ejes eller kontrolleres af en person, virksomhed eller et organ, som er omfattet af sanktioner. 

Forbuddet er begrænset til at omfatte de virksomheder og de tidsintervaller, som er nævnt ovenfor. Der gælder således ikke et totalforbud mod at købe eller sælge obligationer, aktier eller lignende finansielle instrumenter i forhold til russiske virksomheder. Du skal dog som virksomhed være opmærksom på, den person eller virksomhed, som du handler med, i øvrigt er omfattet af andre sanktioner end f.eks. finansielle sanktioner.  

For værdipapirer, der er udstedt af større kreditinstitutter eller andre institutter, som er etableret i Rusland eller enheder, der er sanktionerede, sondres der mellem handel med allerede udstedte værdipapirer, som er tilladt, og alle nye værdipapirer, der er omfattet af forbud. 

Enhver handel med et finansielt instrument med f.eks. Ruslands centralbank er dog omfattet af forbuddet, uanset om der er tale om allerede udstedte værdipapirer eller nye værdipapirer. 

Forordningerne specificerer, hvilke juridiske personer, enheder og organer, der er underlagt sanktioner.
En enhed, der ikke falder ind under forbuddene, er ikke underlagt sanktioner.

Med Rådets forordning af 8. april 2022 indføres herudover et forbud mod at sælge omsættelige værdipapirer denomineret i en officiel valuta i en medlemsstat, der er udstedt efter den 12. april 2022, eller andele i institutter for kollektiv investering, der leverer eksponering mod sådanne værdipapirer, til russiske statsborgere eller fysiske personer, der er bosiddende i Rusland, eller juridiske personer, enheder eller organer, der er etableret i Rusland. 

EU har den 25. februar 2022 indført et forbud mod at modtage indskud på over 100.000 euro fra russiske statsborgere eller personer bosiddende i Rusland eller enheder mv. etableret i Rusland. 

Indskud forstås som et indestående beløb, der hidrører fra indlån eller fra mellemtransaktioner foretaget som led i almindelige bankforretninger, og som skal tilbagebetales af et kreditinstitut på bestemte vilkår fastsat ved lov og ved aftale. Det vil f.eks. gøre sig gældende ved opsparingskonti eller konti, der giver adgang til investeringer.

Forbuddet omfatter også modtagelse af værdipapirer f.eks. ved efterfølgende salg, buy back operationer, sikkerhedsstillelse eller pantsætning, uanset om disse forretninger måtte blive gennemført eller ej.

Forbuddet gælder dog ikke statsborgere i EU eller fysiske personer, der har en midlertidig eller permanent opholdstilladelse i EU. Det betyder, at hvis en person med europæisk statsborgerskab er bosat i Rusland, så vil den pågældende stadig kunne foretage indskud. Tilsvarende vil gælde, hvis en russisk statsborger har opholdstilladelse i et EU-land.

Herudover finder forbuddet ikke anvendelse på indskud, der er nødvendige for ikkeforbudt grænseoverskridende handel med varer og tjenesteydelser mellem EU og Rusland. Det vil sige, at hvis der finder grænseoverskridende handel sted, der ikke er forbud i henhold til sanktionerne, vil man som virksomhed kunne modtage nødvendige indskud som følge heraf.

Med Rådets forordning af 8. april 2022 indføres herudover et forbud mod at sælge omsættelige værdipapirer denomineret i en officiel valuta i en medlemsstat, der er udstedt efter den 12. april 2022, eller andele i institutter for kollektiv investering, der leverer eksponering mod sådanne værdipapirer, til russiske statsborgere eller fysiske personer, der er bosiddende i Rusland, eller juridiske personer, enheder eller organer, der er etableret i Rusland.

EU indførte den 23. februar 2022 et forbud mod transaktioner med Ruslands centralbank. 

Det betyder, at det er forbudt direkte eller indirekte at købe, sælge eller levere investeringstjenester til eller bistand i forbindelse med udstedelsen af eller en hvilken som helst anden handel med omsættelige værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter udstedt efter den 9. marts 2022 af:

a) Rusland og Ruslands regering eller
b) Ruslands centralbank eller
c) juridiske personer, enheder eller organer, der handler på vegne af eller efter anvisning fra Ruslands centralbank. 

Det er herudover forbudt direkte eller indirekte at etablere eller deltage i arrangementer med henblik på ydelse af nye lån eller kreditter til juridiske personer, enheder eller organer til ovennævnte efter den 23. februar 2022.

Der er dog en undtagelse hertil, da forbuddet ikke finder anvendelse på lån eller kreditter, der har det specifikke og dokumenterede formål at yde finansiering til ikkeforbudt import eller eksport af produkter og ikkefinansielle tjenester mellem EU og en tredjestat, herunder udgifter til varer og tjenester fra en anden tredjestat, der er nødvendige for at udføre eksport- eller importkontrakterne.

Endvidere finder forbuddet vedrørende etablering eller deltagelse i arrangementer med henblik på ydelse af nye lån eller kreditter ikke anvendelse på hævninger af kreditbeløb eller udbetalinger, der er foretaget i henhold til en kontrakt, der er indgået inden den 23. februar 2022. Dette er forudsat, at følgende betingelser er opfyldt:

a) Alle vilkår og betingelser for sådanne hævninger af kreditbeløb eller udbetalinger:
i. blev aftalt inden den 23. februar 2022 
ii. er ikke blevet ændret på eller efter denne dato, og

b) et kontraktligt forfaldstidspunkt for hel tilbagebetaling af alle midler, der er stillet til rådighed, og for bortfald af alle tilsagn, rettigheder og forpligtelser i henhold til kontrakten blev fastlagt inden  den 23. februar 2022.

EU har indført et forbud mod modtagelse/overdragelse af kontanter til visse russiske statsborgere eller selskaber. 

Det er forbudt at sælge, levere, overføre eller eksportere pengesedler denomineret i euro til Rusland eller til fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer i Rusland, herunder Ruslands regering og centralbank, eller til brug i Rusland. 

Forbuddet gælder dog ikke, hvis salget, leveringen, overførslen eller eksporten er nødvendig til personlig brug af fysiske personer, der rejser til Rusland, eller medlemmer af deres nærmeste familie, der rejser sammen med dem. 

Herudover gælder forbuddet ikke, såfremt der er tale om officielle formål for en diplomatisk eller konsulær repræsentation eller international organisation i Rusland, der nyder immunitet i overensstemmelse med folkeretten. Det betyder f.eks., at der i visse tilfælde kan ske aflønning af lokalansatte ved en dansk konsulær repræsentation eller international organisation i Rusland. 

Forbuddet i sanktionerne gælder kun for euro. Folketinget har dog den 31. marts 2022 vedlaget lov om restriktioner på salg af kontanter og værdipapirer i danske kroner svarende til de europæiske sanktioner for så vidt angår transaktioner i pengesedler og værdipapirer i euro til Rusland eller Belarus. Du kan finde loven her

Med Rådets forordning af 8. april 2022 udvides forbuddet mod eksport af euro-denominerede pengesedler til at omfatte alle medlemsstaternes officielle valutaer.

Det betyder, at det er forbudt at sælge, levere, overføre eller eksportere pengesedler denomineret i en officiel valuta i en medlemsstat til Rusland eller til fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer i Rusland, herunder Ruslands regering og centralbank, eller til brug i Rusland.

  • Indført den 18. juli 2025 med Rådets forordning 2025/1494

I forbindelse med EU’s 18. sanktionspakke er forbuddet i artikel 5h i Rådets forordning 833/2014 mod modtagelse og afsendelse af beskeder via SWIFT udvidet til et generelt forbud mod transaktioner. Samtidig er 22 nye juridiske personer og enheder tilføjet til listen over de juridiske enheder, der allerede var udelukket. Der var i forvejen 23.

Det betyder, at du som finansiel virksomhed i Danmark ikke direkte eller indirekte må indgå i en transaktion med juridiske personer, enheder eller organer, der er opført på listen i forordningens bilag XIV, eller med juridiske personer, enheder eller organer, som er etableret i Rusland, og hvoraf en enhed, der er opført på listen i bilag XIV, direkte eller indirekte har over 50 % af ejendomsrettighederne. Forbuddet træder i kraft den 9. august 2025.

De virksomheder, der er omfattet af transaktionsforbuddet, er nu følgende:

Ak Bars Bank

Bank Centrocredit

Bank DOM.RF

Bank FINAM

Bank Otkritie

Bank Rossiya

Bank RostFinance

Bank Saint Petersburg

Bank Sinara

Bank Zenit

Bank131

BBR Bank

Bystrobank

Credit Bank of Moscow

Ekspobank

Energotransbank

Genbank

Kuznets Business Bank

LANTA Bank

LOCKO Bank

Metcombank

MIR Business Bank

Moscow Credit Bank

National Reserve Bank

Novikombank

Ozon Bank

Petersburg’s Settlement Center

Primsotsbank

Promsvyazbank

RNKO Platezhnyy Konstruktor

Rosselkhozbank

Roseximbank

Sberbank

Severgazbank

SME Bank

Sovcombank

Surgutneftegazbank

T-bank

Tatsotsbank

Tochka Bank

Transstroybank

Uralsib Bank

Vnesheconombank (VEB)

VTB Bank

Yandex Bank

  

Fra den 18. juli 2025 ændres kriterierne for, hvornår et kredit- eller finansieringsinstitut eller en enhed, der leverer kryptoaktivtjenester, anses for at være forbundet til den russiske centralbanks System for Transfer of Financial Messages (SPFS) eller tilsvarende specialiserede tjenester for finansielle betalingsmeddelelser.

Det er fra den 9. august 2025 længere et krav, at det skal kunne påvises, at anvendelsen af SPFS eller tilsvarende specialiserede tjenester både øger Ruslands finansielle modstandsdygtighed og understøtter omgåelse af forbuddene i forordning (EU) nr. 833/2014 og forordning (EU) nr. 269/2014, for at transaktionsforbuddet finder anvendelse.

Det betyder, at transaktionsforbuddet fremover gælder, hvis et kredit- eller finansieringsinstitut eller en enhed, der leverer kryptoaktivtjenester, anvender SPFS eller tilsvarende specialiserede tjenester, uanset om anvendelsen har den nævnte effekt.

Artikel 5ac i forordning 833/2014 indebærer derfor nu et forbud mod direkte eller indirekte at indgå i en transaktion med en juridisk person, en enhed eller et organ, der er etableret uden for Rusland og som fremgår af forordningens bilag XLIV i forordning 833/2014. Bilag XLIV omfatter de juridiske personer, enheder eller organer, der er etableret uden for Rusland, og som anvender Ruslands centralbanks SPFS eller tilsvarende specialiserede tjenester til finansielle betalingsmeddelelser, der er oprettet af Ruslands centralbank eller den russiske stat.

De virksomheder, der er omfattet af SPFS-forbuddet, er følgende:

  • Bank BelVEB
  • Belgazprombank
  • VTB Bank (PJSC) Shanghai Branch
    • Indført den 18. juli 2025 med Rådets forordning 2025/1494

Med EU’s 18. sanktionspakke udvides transaktionsforbuddet til også at omfatte kreditinstitutter, finansieringsinstitutter og udbydere af kryptoaktivtjenester i tredjelande, hvis aktiviteter i væsentlig grad modvirker formålet med forbuddene i forordning (EU) nr. 833/2014 og forordning (EU) nr. 269/2014. Ved afgørelse (FUSP) 2025/1495 er der tilføjet to enheder til listen over tredjelandsinstitutter, der er omfattet af forbuddet.

Ifølge artikel 5ad i forordningen gælder forbuddet for de juridiske personer og enheder, der er opført i bilag XLV. Forbuddet træder i kraft den 9. august 2025.

De virksomheder, der er omfattet af forbuddet, er:

  • Heihe Rural Commercial Bank Co. Ltd.
  • Heilongjiang Suifenhe Rural Commercial Bank Co. Ltd.

Sanktioner mod Belarus

Den 24. februar 2025 har EU ved Rådets forordning 2025/392 vedtaget en spejling mellem sanktionerne mod Rusland og sanktionerne mod Belarus. Dette har været af hensyn til at forebygge omgåelse af sanktioner mod Rusland på baggrund af Belarus’ involvering i Ruslands ulovlige invasionen af Ukraine.

Med Rådets forordning af 8. april 2022 indførte EU et forbud mod at sælge omsættelige værdipapirer denomineret i en medlemsstats officielle valuta, der er udstedt efter den 12. april 2022, eller andele i institutter for kollektiv investering, der leverer eksponering mod sådanne værdipapirer, til belarusiske statsborgere eller fysiske personer, der er bosiddende i Belarus, eller juridiske personer, enheder eller organer, der er etableret i Belarus.

Med Rådets forordning af 8. april 2022 indførte EU et forbud mod at sælge, levere, overføre eller eksportere pengesedler denomineret i en medlemsstats officielle valuta til Belarus eller til fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer i Belarus, herunder Belarus' regering og centralbank, eller til brug i Belarus.

  • Indført 18. juli 2025

Ved Rådets afgørelse (FUSP) 2025/1471 og Rådets forordning (EU) 2025/1472 blev det eksisterende forbud mod levering af specialiserede tjenester til finansielle betalingsmeddelelser (SWIFT-forbuddet) udvidet til et generelt transaktionsforbud for visse belarusiske kreditinstitutter og deres belarusiske datterselskaber. Det er herefter forbudt direkte eller indirekte at indgå transaktioner med juridiske personer, enheder eller organer, der er opført i bilag XV til Rådets forordning (EF) nr. 765/2006, eller med juridiske personer, enheder eller organer, der er etableret i Belarus, og som direkte eller indirekte ejes med mere end 50 % af en enhed opført i bilag XV, jf. artikel 1zb i Rådets forordning (EF) nr. 765/2006.

De omfattede banker er:

  1. Belagroprombank
  2. Bank Dabrabyt
  3. Development Bank of the Republic of Belarus
  4. Belarusbank”

Hjemmesiden er under løbende opdatering, og Finanstilsynet tager forbehold for eventuelle unøjagtigheder eller manglende henvisninger.

Senest opdateret 23-07-2025