Taksonomiforordningen

Bæredygtig finansiering

Taksonomiforordningen, Taxonomy Regulation (TR), er et EU-regelsæt, der har til formål at etablere et klassificeringssystem (en såkaldt ”taksonomi”), og opnå en fælles forståelse for, hvad der kvalificerer en økonomisk aktivitet som miljømæssigt bæredygtig. Forordningen pålægger samtidigt en række finansielle og ikke-finansielle virksomheder at oplyse, hvordan og i hvilket omfang deres økonomiske aktiviteter er miljømæssigt bæredygtige.

Anvendelsesområde

Taksonomiforordningen gælder for:

  • finansielle markedsdeltagere, som udbyder finansielle produkter
  • virksomheder, der skal rapportere om bæredygtighed ifølge CSRD
  • foranstaltninger, der vedtages af EU-medlemslandene, og som pålægger finansielle markedsdeltagere eller udstedere krav vedrørende finansielle produkter eller erhvervsobligationer, som de udbyder som miljømæssigt bæredygtige.

Ikke alle økonomiske aktiviteter er omfattet af TR. De relevante aktiviteter er specificeret i de delegerede forordninger med tekniske screeningskriterier for de seks miljømål.

Anvendelsestidspunkter

Taksonomiforordningen (level 1) har fundet anvendelse siden 1. januar 2022. Den er suppleret af flere delegerede forordninger (level 2), som præciserer, hvilke oplysninger virksomhederne skal give. De delegerede forordninger har fundet anvendelse fra følgende (forskellige) tidspunkter:

  • ”Klimaretsakten” (den delegerede forordning med tekniske screeningskriterier for de første to miljømål) har fundet anvendelse siden januar 2022.
  • ”Den delegerede forordning til artikel 8 i TR” (den delegerede forordning til artikel 8 i taksonomiforordningen) fundet anvendelse siden januar 2022.
  • ”Den komplementære klimaretsakt om atom og gas” (den delegerede forordning om fossilgas og atomenergi), der også ændrer i klimaretsakten og i den delegerede forordning til artikel 8 i TR, har fundet anvendelse siden januar 2023.
  • ”Ændringen til klimaretsakten” (den delegerede forordning om yderligere tekniske screeningskriterier), der også ændrer i klimaretsakten, har fundet anvendelse siden 1. januar 2024.
  • ”Miljøretsakten” (den delegerede forordning med tekniske screeningskriterier for de sidste fire miljømål), der også ændrer i den delegerede forordning til artikel 8 i TR, har fundet anvendelse siden januar 2024.

Samspillet mellem TR og SFDR

Taksonomiforordningen (TR) skal ses i sammenhæng med disclosureforordningen (SFDR), der stiller yderligere oplysningskrav til finansielle markedsdeltagere, der udbyder finansielle produkter, som beskrevet nedenfor. Oplysningerne skal fremgå af de prækontraktuelle dokumenter og periodiske rapporter.

  • Hvis et finansielt produkt investerer i en økonomisk aktivitet eller virksomhed, som bidrager til miljømæssige mål (omfattet af artikel 9 i SFDR), skal den finansielle markedsdeltager overholde de yderligere oplysningskrav, der følger af artikel 5 i TR. Den finansielle markedsdeltager skal ifølge denne bestemmelse oplyse om;
    • i) det eller de miljømål, jf. artikel 9 i TR, som den investering, der ligger til grund for det finansielle produkt, bidrager til, samt
    • ii) hvordan og i hvilket omfang (procentandel) de investeringer, der ligger til grund for det finansielle produkt, er i økonomiske aktiviteter, der kvalificeres som miljømæssigt bæredygtige, jf. artikel 3 i TR.
  • Hvis et finansielt produkt fremmer miljømæssige karakteristika (omfattet af artikel 8 i SFDR), gælder kravene i artikel 6 i TR. Udbyderen af produktet skal i så fald medtage ovennævnte oplysninger, der følger af artikel 5 i TR med de fornødne tilpasninger. Udbyderen skal også erklære, at DNSH-princippet kun gælder for de investeringer, der er miljømæssigt bæredygtige økonomiske aktiviteter, mens de resterende investeringer ikke tager højde for DNSH.
  • Hvis et finansielt produkt hverken er omfattet af artikel 8 eller 9 i SFDR, gælder oplysningskravene i artikel 7 i TR. Ifølge bestemmelsen skal de oplysninger, der allerede skal gives i overensstemmelse med sektorspecifik lovgivning, prækontraktuelt såvel som periodisk, ledsages af en bestemt erklæring om, at ”de investeringer, der ligger til grund for dette finansielle produkt, [ikke tager] højde for EU-kriterierne for miljømæssigt bæredygtige økonomiske aktiviteter”.

Samspillet mellem TR og CSRD

De virksomheder, som er forpligtet til at offentliggøre bæredygtighedsoplysninger ifølge artikel 19a eller 29a i bæredygtighedsrapporteringsdirektivet (CSRD), skal oplyse, hvordan og i hvilket omfang virksomhedens aktiviteter er forbundet med økonomiske aktiviteter, der kvalificeres som miljømæssigt bæredygtige i henhold TR (artikel 8 i TR).

Virksomheder, der er omfattet af CSRD, skal altså både overholde oplysningskravene i artikel 8 i TR og oplysningskravene i CSRD. Kravenes nærmere indhold er præciseret i den delegerede forordning til artikel 8 i TR. Her fremgår bl.a., at virksomheden skal beregne og offentliggøre en række nøgleresultatindikatorer (KPI’er) og kvalitative oplysninger.

Hvad er en miljømæssigt bæredygtig økonomisk aktivitet?

Taksonomiforordningen fastsætter kriterier for, hvornår en række udvalgte økonomiske aktiviteter er miljømæssigt bæredygtige. De aktiviteter, som er beskrevet i de tekniske screeningskriterier, er omfattet af taksonomiforordningen (”eligible”).

En økonomisk aktivitet er i overensstemmelse med taksonomiforordningen (”aligned”), hvis den opfylder taksonomiforordningens kriterier for miljømæssig bæredygtighed. En økonomisk aktivitet skal altså være omfattet af taksonomiforordningen (”eligible”) for at kunne være i overensstemmelse med taksonomiforordningen (”aligned”).

En økonomisk aktivitet er i overensstemmelse med taksonomiforordningen, dvs. den er miljømæssigt bæredygtig, hvis den opfylder alle nedenstående fire kriterier (artikel 3 i TR):

  1. Aktiviteten skal bidrage væsentligt til ét eller flere af de seks miljømål:
    • modvirkning af klimaændringer
    • tilpasning til klimaændringer
    • bæredygtig anvendelse og beskyttelse af vand og havressourcer
    • omstilling til en cirkulær økonomi
    • forebyggelse og bekæmpelse af forurening
    • beskyttelse og genopretning af biodiversitet og økosystemer.
  2. Aktiviteten må ikke væsentligt skade de seks miljømål.
  3. Aktiviteten skal overholde de sociale
  4. Aktiviteten skal opfylde de tekniske screeningskriterier.

De to første kriterier, om at bidrage væsentligt til ét eller flere af de seks miljømål og ikke at skade de seks miljømål væsentligt (også omtalt ”DNSH”), er præciseret i de tekniske screeningskriterier. De fremgår af de delegerede forordninger til taksonomiforordningen (”klimaretsakten”, ”den komplementære klimaretsakt om atom og gas”, ”ændringen til klimaretsakten” samt ”miljøretsakten”).

Det tredje kriterie om minimumsgarantier vedrører procedurer for at sikre, at aktiviteten overholder internationale retningslinjer. Det gælder bl.a. OECD’s retningslinjer for multinationale virksomheder og FN’s vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder, herunder konventioner i ILO’s erklæring om grundlæggende principper og rettigheder på arbejdet, og i de internationale grundlæggende menneskerettighedsinstrumenter.

Hvad er de seks miljømål?

Artikel 9 i TR definerer seks miljømål, som virksomheder kan bidrage væsentligt til gennem deres økonomiske aktiviteter. Miljømålene er suppleret af tekniske screeningskriterier, som er fastsat i en delegeret forordning for henholdsvis de første to miljømål (”klimaretsakten”), der har fundet anvendelse siden den 1. januar 2022, og i en delegeret forordning for de fire øvrige miljømål (”miljøretsakten”), der har fundet anvendelse siden den 1. januar 2024. Klimaretsakten er i øvrigt suppleret af den komplementære klimaretsakt om atom og gas, der har fundet anvendelse siden 1. januar 2023 samt ændringen til klimaretsakten, der har fundet anvendelse siden 1. januar 2024.

Virksomheder skal gennem deres økonomiske aktiviteter bidrage til at stabilisere drivhusgaskoncentrationen i atmosfæren ved enten at i) undgå eller nedbringe drivhusgasemmissioner, eller ii) øge drivhusgasoptag. Hvornår, der er tale om et væsentligt bidrag til modvirkning af klimaændringer, er beskrevet i artikel 10 i TR. De tekniske screeningskriterier bestemmer, hvornår en bestemt aktivitet bidrager hertil.

 

Virksomheder skal gennem deres økonomiske aktiviteter bidrage til at tilpasse sig klimaændringer, så de ikke bliver påvirket negativt af disse. Hvornår, der er tale om tilpasning til klimaændringer, er beskrevet i artikel 11 i TR. De tekniske screeningskriterier bestemmer, hvornår en bestemt aktivitet bidrager hertil.

Virksomheder skal gennem deres økonomiske aktiviteter sikre, at de bidrager til at beskytte hav- og vandområder. Hvornår, der er tale om bæredygtig anvendelse og beskyttelse af vand- og havressourcer, er beskrevet i artikel 12 i TR. De tekniske screeningskriterier bestemmer, hvornår en bestemt aktivitet bidrager hertil.

Virksomheder skal gennem deres økonomiske aktiviteter bidrage til at omstille forbruget af ressourcer i en mere cirkulær retning, så ressourcerne bevarer deres værdi længst muligt. Hvornår, der er tale om omstilling til en cirkulær økonomi, er beskrevet i artikel 13 i TR. De tekniske screeningskriterier bestemmer, hvornår en bestemt aktivitet bidrager hertil.

Virksomheder skal gennem deres økonomiske aktiviteter bidrage til at forebygge og bekæmpe forurening af luft, vand eller jord, samt minimere negativ indvirkning på menneskers sundhed og miljøet. Hvornår, der er tale om forebyggelse og bekæmpelse af forurening, er beskrevet i artikel 14 i TR. De tekniske screeningskriterier bestemmer, hvornår en bestemt aktivitet bidrager hertil.

Virksomheder skal gennem deres økonomiske aktiviteter bidrage til at beskytte eller genoprette biodiversitet samt beskytte eller opnå en god tilstand i økosystemer. Hvornår, der er tale om beskyttelse og genopretning af biodiversitet og økosystemer, er beskrevet i artikel 15 i TR. De tekniske screeningskriterier bestemmer, hvornår en bestemt aktivitet bidrager hertil.

Rapportering om aktiviteters overensstemmelse med TR efter artikel 8

Artikel 8 i TR stiller krav til at virksomheder skal oplyse, hvordan og i hvilket omfang deres aktiviteter er forbundet med økonomiske aktiviteter, der er miljømæssigt bæredygtige. Dette gælder både for finansielle og ikke-finansielle virksomheder under CSRD, og indebærer bl.a. at virksomhederne skal offentliggøre en række nøgleresultatindikatorer (”KPI’er”).

De finansielle virksomheder skal rapportere KPI’er baseret på omsætning og kapitaludgifter (”CapEx”), mens de ikke-finansielle virksomheder også skal rapportere KPI’er baseret på driftsudgifter (”OpEx”). Den delegerede forordning til artikel 8 i TR indeholder bl.a. en beskrivelse af KPI’erne og metoden til beregningen heraf samt de tilhørende rapporteringsskabeloner til rapporteringen.

For finansielle virksomheder findes der særskilte rapporteringsskabeloner for henholdsvis kapitalforvaltere, kreditinstitutter, investeringsselskaber samt forsikrings- og genforsikringsselskaber. For kreditinstitutter er den primære KPI f.eks. nøgletallet for grønne aktiver i beholdningen (”GAR”). Dette nøgletal angiver andelen af aktiver i beholdningen, som finansierer og er investeret i økonomiske aktiviteter, der er miljømæssigt bæredygtige i henhold til TR.

Fra regnskabsåret 2021 har de finansielle virksomheder skullet rapportere om andelen af deres aktiviteter, der er omfattet af TR (”eligible”) og ikke omfattet af TR (”non-eligible”) hvad angår de første to miljømål om klima. Fra regnskabsåret 2023 har de yderligere skullet rapportere om andelen af deres aktiviteter, der er i overensstemmelse med TR (”aligned”) hvad angår de første to miljømål, samt andelen af deres aktiviteter, der er omfattet af TR og ikke omfattet af TR hvad angår de resterende fire miljømål.

Fra regnskabsåret 2025 gælder, at virksomhederne skal rapportere om andelen af deres aktiviteter, der er i overensstemmelse med TR hvad angår alle omfattede økonomiske aktiviteter og for samtlige seks miljømål.

Links til lovgivning og vejledning

Titel Link
Forordning (level 1)  
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/852 af 18. juni 2020 om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer og om ændring af forordning (EU) 2019/2088 Taksonomiforordningen, "TR" (18. juni 2020)
Reguleringsmæssige tekniske standarder (level 2)  

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2023/2486 af 27. juni 2023 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/852, som fastsætter de tekniske screeningskriterier til bestemmelse af de betingelser, hvorunder en økonomisk aktivitet kan kvalificeres som et væsentligt bidrag til bæredygtig anvendelse og beskyttelse af vand- og havressourcer, til omstillingen til en cirkulær økonomi, til forebyggelse og bekæmpelse af forurening eller til beskyttelse og genopretning af biodiversitet og økosystemer og til bestemmelse af, om en økonomisk aktivitet er til væsentlig skade for de andre miljømål, og om ændring af Kommissionens delegerede forordning (EU) 2021/2178 for så vidt angår offentliggørelse af specifikke oplysninger om disse økonomiske aktiviteter

Den delegerede forordning for de sidste fire miljømål og ændring af den delegerede retsakt til artikel 8, "Miljøretsakten" (27. juni 2023)
Kommissionens delegerede forordning (EU) 2022/1214 af 9. marts 2022 om ændring af delegeret forordning (EU) 021/2139 for så vidt angår økonomiske aktiviteter i visse energisektorer og delegeret forordning (EU) 2021/2178 for så vidt angår offentliggørelse af specifikke oplysninger vedrørende disse økonomiske aktiviteter Den delegerede forordning vedrørende fossilgas og atomenergi (9. marts 2022)
Kommissionens delegerede forordning (EU) 2021/2178 af 6. juli 2021 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/852, som præciserer indholdet og fremlæggelsen af de oplysninger, der skal offentliggøres af virksomheder, som er omfattet af artikel 19a eller 29a i direktiv 2013/34/EU, vedrørende miljømæssigt bæredygtige økonomiske aktiviteter, og som præciserer metodologien til sikring af overholdelse af denne oplysningsforpligtelse (EØS-relevant tekst)

Den delegerede forordning til taksonomiforordningens artikel 8 (konsolideret version, 1. januar 2024)

 

Den delegerede forordning til taksonomiforordningens artikel 8 (6. juli 2021)
Kommissionens delegerede forordning (EU) 2021/2139 af 4. juni 2021 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/852 for så vidt angår fastsættelse af de tekniske screeningskriterier til bestemmelse af de betingelser, hvorunder en økonomisk aktivitet kvalificeres som bidragende væsentligt til modvirkning af klimaændringer eller tilpasning til klimaændringer, og til fastlæggelse af, hvorvidt den pågældende økonomiske aktivitet i væsentlig grad skader nogle af de andre miljømål

Den delegerede forordning for de første to miljømål, "Klimaretsakten" (4. juni 2021)

 

Ændringsretsakt til klimaretsakten (21. november 2023)
Dato Titel Link til dokument
EU-Kommissionen    
29. november 2024

Draft Commission Notice on the interpretation and implementation of certain legal provisions of the EU Taxonomy 
Environmental Delegated Act, the EU Taxonomy Climate Delegated Act and the EU Taxonomy Disclosures Delegated Act

EU-Kommissionens FAQ om miljømålene og DNSH (29. november 2024)
21. december 2023

Draft Commission Notice on the interpretation and implementation of certain legal provisions of the Disclosures

Delegated Act under Article 8 of the EU Taxonomy Regulation on the reporting of Taxonomy-eligible and Taxonomy-aligned economic activities and assets (third Commission Notice)
 EU-Kommissionens FAQ om artikel 8 (21. december 2023) (draft) 
20. oktober 2023

Meddelelse fra Kommissionen om fortolkningen og gennemførelsen af visse retlige bestemmelser i den delegerede retsakt om oplysningsforpligtelser i henhold til artikel 8 i EU-klassificeringsforordningen vedrørende rapportering om økonomiske aktiviteter og aktiver, der er omfattet af og i overensstemmelse med

klassificeringssystemet (anden meddelelse fra Kommissionen)
 

EU-Kommissionens FAQ om artikel 8 (20. oktober 2023) (endelig)

7. juli 2023 Commission recommendation (EU) 2023/1425 of 27 June 2023 on facilitating finance for the transition to a sustainable economy  EU-Kommissionens anbefalinger om transition
16. juni 2023 Commission notice on the interpretation and implementation of certain legal provisions of the EU Taxonomy Regulation and links to the Sustainable Finance Disclosure Regulation  EU-Kommissionens FAQ om minimumsgarantierne samt sammenhængen ml. SFDR og TR
19. december 2022 Draft Commission on the interpretation and implementation of certain legal provisions of the EU Taxonomy Climate Delegated Act establishing technical screening criteria for economic activities that contribute substantially to climate change mitigation or climate change adaptation and do no significant harm to other environmental objective  EU-Kommissionens FAQ om artikel 8 (19. december 2022) (draft)
6. oktober 2022

Commission Notice on the interpretation of certain legal provisions of the Disclosures Delegated Act under Article 8 of EU Taxonomy Regulation on the reporting of eligible economic activities and assets

 

EU-Kommissionens FAQ om artikel 8 (6. oktober 2022) (endelig)

EU-Kommissionens FAQ om artikel 8 (2. februar 2022) (draft)

December 2021 (opdateret januar 2022)  

FAQs: How should financial and non-financial undertakings report Taxonomy-eligible economic activities and assets in accordance with the Taxonomy Regulation Article 8 Disclosures Delegated Act?

 EU-Kommissionens FAQ om artikel 8 (december 2021)  
Juli 2021  FAQ: What is the EU Taxonomy Article 8 delegated act and how will it work in practice?  EU-Kommissionens FAQ om artikel 8 (juli 2021) 
ESMA    
22. november 2023 Concept of estimates across the EU Sustainable Finance framework  ESMA’s notat om "estimater" i rammeværket for bæredygtig finansiering
22. november 2023 Concepts of sustainable investments and environmentally sustainable activities in the EU Sustainable Finance framework   ESMA’s notat om "bæredygtige investeringer" og "miljømæssige bæredygtige aktiviteter" i rammeværket for bæredygtig finansiering 
22. november 2023  ‘Do No Significant Harm’ definitions and criteria across the EU Sustainable Finance framework   ESMA’s notat om "princippet om ikke at gøre væsentlig skade" i rammeværket for bæredygtig finansiering 
26. februar 2021 Advice on Article 8 of the Taxonomy Regulation  ESMA's final report om artikel 8 TR 
Dato Titel Link til dokument
24. oktober 2024 Temaundersøgelse om finansielle virksomheders rapportering under EU-taksonomien

Notat om finansielle virksomheders rapportering under taksonomiforordningen (regnskabsåret 2023)

God praksis rapport på baggrund af temaundersøgelse om finansielle virksomheders rapportering under taksonomiforordningen (regnskabsåret 2023) - teknisk gennemgang

15. december 2022 Opmærksomhedspunkter i forbindelse med rapportering for regnskabsåret 2022 Notat om rapportering for regnskabsåret 2022 i henhold til taksonomiforordningen (artikel 8)
15. december 2021 Forhold som kreditinstitutterne m.fl. skal være opmærksomme på ved aflæggelse af årsrapporten for 2021 Orienteringsbrev vedrørende regnskabsaflæggelse for 2021 mv.
Senest opdateret 03-12-2024