Strategi 2030

En robust og ordentlig finansiel sektor for hele samfundet

Den finansielle sektor er afgørende for samfundet og den økonomiske udvikling i Danmark. De finansielle virksomheder og markeder skaber fundamentet for vækst og velstand, blandt andet gennem kreditgivning, investering, forsikring og opsparing.

I Finanstilsynet vil vi i den kommende strategiperiode frem mod 2030 arbejde for en robust og ordentlig finansiel sektor til gavn for hele samfundet. Det vil vi gøre gennem en række konkrete indsatser i relation til de risici og trends, som vi forventer vil være de største i strategiperioden, jf. huset nedenfor.

Kerneopgaven er: tilsyn med de finansielle virksomheder, udarbejdelse af ny regulering og information til vores omverden.

 

Kerneopgaven

En robust og ordentlig finansiel sektor for hele samfundet

For at kunne bidrage til vækst og velstand påtager de finansielle virksomheder sig en række risici, som potentielt kan medføre stor ustabilitet, hvis de ender med at give tab. Tabene kan ikke alene have voldsomme konsekvenser for de enkelte finansielle virksomheder selv, men også for berørte kunder – og i sidste ende for hele samfundet. Målet for tilsynet med de finansielle virksomheder er at mindske disse konsekvenser. Det gør vi ved at understøtte den rette balance mellem de risici, virksomhederne påtager sig, og de ydelser, de leverer til gavn for forbrugerne, virksomhederne og samfundet.

Finansielle virksomheder har et særligt ansvar. De er forpligtet til at være redelige og loyale over for deres kunder, der har krav på ordentlig og værdiskabende rådgivning og produkter.

Vi understøtter robusthed ved at føre tilsyn med, at de finansielle virksomheder kan modstå betydelige uventede tab og klare sig igennem en periode med signifikant modvind. Virksomhederne skal derfor have tilstrækkelige finansielle reserver til at bestå både nationale og internationale stresstest. Samtidig skal de have operationel kapacitet til at imødegå og reagere på negative hændelser, som f.eks. cyberangreb.

Vi understøtter ordentlighed ved at føre tilsyn med adfærden og kompetencerne i de finansielle virksomheder og på de finansielle markeder. Virksomhederne skal udvikle værdiskabende produkter og rådgive og informere kunderne korrekt og fyldestgørende, når de sælger komplekse produkter. Den finansielle sektors produkter er centrale for de fleste borgere i Danmark. Det gælder f.eks. lån til bolig eller bil, pensionsopsparinger og andre investeringsprodukter samt forsikringer af indbo og rejser. Produkterne er med til at skabe tryghed og muligheder for den enkelte. De finansielle virksomheder skal derfor leve op til det, de stiller kunderne i udsigt, så kunderne kan have tillid til, at produkterne passer til deres behov.

Vi overvåger markederne for finansielle produkter og griber ind, hvis det er nødvendigt. Effektive og velfungerende kapitalmarkeder forbinder investorer og virksomheder og er afgørende for den økonomiske udvikling i samfundet. Markederne skal være kendetegnet ved gennemsigtighed og ordentlig adfærd 

Vi informerer om de risici, vi ser, og oplyser forbrugerne om deres rettigheder. Stærke forbrugere giver et stærkere finansielt system.

Sidst, men ikke mindst, har vi fokus på at bekæmpe økonomisk kriminalitet og føre et stærkt og målrettet hvidvasktilsyn.

I strategiperioden frem mod 2030 vil vi videreudvikle og styrke arbejdet med kerneopgaven, så vi bliver mere effektive og handlekraftige. Vi vil styrke dialogen med virksomhederne og opsøge systematisk feedback fra vores interessenter. Samtidig skal virksomhederne i højere grad kunne tilgå information, der beskriver, hvad vi forventer af dem. Vi vil videreudvikle vores risikobaserede tilsyn for at skabe enklere og mere ensartede løsninger. Vi vil samtidig styrke det interne samarbejde på tværs af fagområder, så virksomhederne i højere grad opfatter og oplever os som ét samlet hus. Endeligt vil vi fortsat udvikle og effektivisere vores interne processer ved blandt andet i højere grad at inddrage kunstig intelligens i vores arbejde og videreudvikle det datadrevne tilsyn.

Strategiens tre fokusområder

Vi vil udvikle kerneopgaven indenfor særligt tre områder, som kommer til at præge indsatsen de kommende år.

1. En mere usikker verden

Vores verden og fremtid er blevet mere usikker. Større geopolitiske spændinger kan potentielt føre til store forandringer i det regelbaserede internationale samarbejde og påvirke fri handel, kapitalbevægelighed og vores generelle sikkerhed. Forandringerne risikerer at forstyrre værdi- og forsyningskæder, påvirke samfundsaktiviteten negativt og give uro på de finansielle markeder.

Stigende svindel både nationalt og internationalt øger risikoen for tab i sektoren, både i form af værdier og tillid.

Derudover vil klimaforandringerne lede til en varmere og klimamæssigt mere ustabil verden.

Operationel robusthed

Kombinationen af geopolitisk usikkerhed og samfundets stigende digitalisering og afhængighed af IT-løsninger medfører også nye risici for den finansielle sektor. Disse risici er svære at kvantificere, men kan have meget store konsekvenser for den enkelte finansielle virksomhed og for samfundet som helhed. Trusselsvurderinger peger på alvorlige risici for både terror- og cyber­angreb. Vi må derfor forberede os på, at myndigheder, enkeltvirksomheder og forsyningsinfrastruktur kan være mål for angreb. Risiciene omfatter også den finansielle infrastruktur, som er kritisk for samfundet gennem f.eks. betalingssystemer og muligheden for kreditgivning og sikker opsparing.

Vi vil i strategiperioden have øget fokus på at styrke den operationelle robusthed i den finansielle sektor, både på sektorniveau og i de enkelte virksomheder.

Bæredygtighed

Klimaforandringerne medfører en række afledte finansielle risici. Forhøjet risiko for oversvømmelser vil f.eks. kunne påvirke markedsværdien af ejendomme i de berørte områder negativt og gøre det dyrere eller sværere at tegne forsikring. Samtidig medfører selve overgangen til en klimaneutral økonomi en række omstillingsrisici, særligt for eksponeringer mod sektorer med et stort CO2-aftryk. Klimaforandringerne og tilpasningen til disse påvirker dermed den finansielle sektor, bl.a. i forhold til risikotagning og værdiansættelse af aktiver. Det er samtidig vigtigt for beskyttelsen af forbrugere og investorer og for at sikre et effektivt marked for ESG-produkter, at tilsynet med den finansielle sektors bæredygtighedsanprisninger er effektivt.

Vi vil i strategiperioden have øget fokus på de risici, som klimaforandringerne medfører for den finansielle sektor, og på de oplysninger, som virksomhederne giver om bæredygtighed. Det er vores målsætning, at sektoren skal kunne understøtte en bæredygtig omstilling.

2. Omfattende og kompleks regulering

Den finansielle regulering, hvoraf størstedelen fastlægges i EU-regi, bliver stadigt mere kompleks, bl.a. fordi mange finansielle virksomheder i sig selv er komplekse. Reglerne er ofte udformet med henblik på at kunne favne fra små lokale virksomheder til store internationale koncerner. Der er også en stigende tendens til, at fastlæggelsen af den detaljerede regulering sker i den tekniske behandling i de europæiske tilsynsmyndigheder, ESA’erne (EBA, EIOPA og ESMA). Den stigende kompleksitet og detaljeringsgrad kan føre til unødvendigt høje tilpasningsomkostninger for de finansielle virksomheder, og det kan være svært for kunder at overskue muligheder og rettigheder. Mængden af finansiel regulering fra EU vokser konstant og udgør nu mere end 16.000 sider, med tilhørende kontrol- og tilsynsforpligtelser hos Finanstilsynet.

Vi vil i strategiperioden arbejde for en forenkling af den finansielle regulering. Den skal være så fokuseret som muligt og adressere de nødvendige risici, uden at den finansielle stabilitet eller forbruger- og investorbeskyttelsen påvirkes negativt. Målet er at reducere de administrative byrder for de finansielle virksomheder og skabe reel mulighed for proportionalitet uden at lempe på kravene. Det vil blive understøttet af en tidligere og prioriteret interessevaretagelse i EU.

3. Nye teknologiske muligheder og risici

De teknologiske forandringer sker løbende og til tider i ryk i forhold til den almene brug og udbredelse. Senest har tilgængeligheden af avancerede generative AI-modeller givet mange nye muligheder for både eksisterende finansielle virksomheder og nye aktører. Det åbner for nye typer risici, som virksomhederne såvel som Finanstilsynet skal kunne håndtere. Brug af ny teknologi er tillokkende, men må ikke ske på bekostning af virksomhedernes robusthed og en god kundebeskyttelse. De finansielle virksomheder skal have god intern styring med deres brug af teknologi og nye modeller, og de skal have fokus på, at brug af ny teknologi forbedrer deres produkter til kunderne.

Vi forventer, at potentialet for nye værdiskabende tilbud og procesforbedringer som følge af den teknologiske udvikling er stort.

Det gælder også på Finanstilsynets indre linjer, hvor den teknologiske udvikling vil forbedre vores muligheder for at udføre kerneopgaven. Vi har derfor også en intern ambition om at udnytte teknologi til f.eks. at styrke indsatsen mod hvidvask og terrorfinansiering på tværs af sektoren og samtidig gøre den mindre omkostningsfyldt for almindelige borgere og virksomheder. Den teknologiske udvikling skaber også muligheder for yderligere at styrke vores datadrevne tilsyn.

Vi vil i strategiperioden arbejde for teknologineutral regulering, så vi også fremover har mulighed for at håndtere de risici, der måtte komme med de teknologier, vi endnu ikke kender.

Senest opdateret 20-12-2024

Printvenlig version