Finanstilsynet er en statslig styrelse under Erhvervsministeriet, der agerer indenfor de lovgivningsmæssige rammer, som Folketinget fastsætter, i lighed med andre statslige og offentlige myndigheder.
Det følger af loven, at Finanstilsynet er uafhængig i sin tilsynsvirksomhed. Uafhængigheden betyder, at erhvervsministeren ikke har overordnelsesbeføjelser til f.eks. at overtage en sag eller omgøre Finanstilsynets afgørelser i forhold til tilsynsvirksomheden.
Erhvervsministeren har heller ikke instruktionsbeføjelser i forhold til Finanstilsynets konkrete behandling af tilsynssager eller generelle tilrettelæggelse af tilsynsvirksomheden.
Erhvervsministeren har dog instruktionsbeføjelser i forhold til forbrugertilsynet, der vedrører reglerne om god skik, hvor Finanstilsynet har tilsynskompetence med reglerne.
Det indebærer, at erhvervsministeren i sådanne sager bl.a. vil kunne give instrukser vedrørende den verserende behandling af en sag, eller de dele af en sag, som vedrører forbrugertilsynet.
Erhvervsministeren fører desuden tilsyn med Finanstilsynet. Ministeren modtager alle oplysninger nødvendige for dette tilsyn, ligesom Finanstilsynet skal orientere ministeren om afgørelser i sager af større betydning.
Herudover fører en række interne og eksterne instanser kontrol med Finanstilsynet.
Interne kontrolinstanser:
- Finanstilsynets bestyrelse tager stilling til principielle sager og sager, der har videregående betydelige følger. Finanstilsynets bestyrelse er ansvarlig for, at Finanstilsynet tager de mulige og fornødne tiltag i relation til finansielle virksomheders overtrædelse af loven og påbud.
- Uafhængig intern revision
- Intern compliancefunktion
Eksterne kontrolinstanser:
- Statsrevisorerne
- Rigsrevisionen
- Parlamentarisk kontrol, fx Folketingets stående udvalg samt erhvervsministeren (som beskrevet ovenfor).
- Erhvervsankenævnet
Kvaliteten af Finanstilsynets arbejde vurderes desuden løbende af en række internationale organisationer og eksperter på de forskellige områder. Det gælder både i forhold til vurderinger af Finanstilsynets arbejde op mod internationale standarder, og i forhold til Finanstilsynets overholdelse af EUretlige og andre internationale forpligtelser.