LEI-koder - hvad er det, og hvem skal have en?

Information om brug og oprettelse af en LEI-kode

Hvad er en LEI-kode?

LEI står for Legal Entity Identifier. En LEI-kode er en global standardiseret kode, som indeholder en række nøgleoplysninger, der gør det muligt klart og entydigt at identificere virksomheden bag.

Hvem skal have en LEI-kode?

En række finansielle og ikkefinansielle virksomheder har efter den finansielle lovgivning pligt til at have en LEI-kode. Det gælder alle såkaldt juridiske personer, som ønsker at sælge eller købe værdipapirer. Begrebet juridisk person omfatter alle former for selskaber, hvad enten de er privat eller offentligt ejede, foreninger, andelsboligforeninger, fonde m.fl.

Kravet om LEI-kode gælder for samtlige parter, der handler derivater. Kravet gælder også for alle virksomheder, der udsteder aktier eller obligationer, som er optaget til handel på et reguleret marked.

Hvordan fungerer LEI-koden?

En LEI-kode er en standardiseret kode på 20 tegn, som består af både cifre og bogstaver. Koden er opbygget som her:

Uanset om der er tale om en bank, et forsikringsselskab eller en anden virksomhedstype, er LEI-koden opbygget på samme måde og indgår i det samme system.

En virksomhed vil efter oprettelsen af en LEI-kode have to identifikationsnumre: Et CVR-nummer og en LEI-kode. Finansielle virksomheder under tilsyn hos Finanstilsynet har desuden et ID-nummer, som virksomheden skal bruge, når den indberetter til Finanstilsynet.

Hvordan får jeg en LEI-kode?

En virksomhed kan oprette en LEI-kode hos en LEI-udbyder. Udbyderen validerer en række oplysninger om virksomheden, inden LEI-koden bliver udstedt. Det vil typisk være oplysninger, der er anført i CVR-registeret.

En LEI-kode eller en fornyelse af en LEI-kode kan rekvireres ved at bruge en af følgende:

Local Operating Unit (LOU), som du kan læse mere om her

Registration Agent, som du kan læse mere om her

Nogle udbydere vil kræve, at virksomheden oplyser et VAT-nummer ved oprettelsen af en LEI-kode. Her skal virksomheden oplyse til CVR-nummer. CVR-nummeret vil nogle steder skulle angives som DK efterfulgt af det 8-cifrede CVR-nummer, altså "DK xxxxxxxx".

Udbyderne af LEI-koder opkræver et gebyr for at oprette en LEI-kode samt et årligt gebyr.

Få flere uddybende svar om LEI-koder

Særligt for forsikringsselskaber, tværgående pensionskasser og firmapensionskasser

EIOPA opfordrer med sine retningslinjer om brugen af identifikatoren for juridiske enheder (LEI) de nationale myndigheder til at bede forsikringsselskaber og pensionskasser om at oprette en LEI-kode. Det globale LEI-system med identifikationskoder på tværs af lande effektiviserer blandt andet indrapporteringen til EIOPA.

Alle forsikringsselskaber, tværgående pensionskasser og firmapensionskasser skal have en LEI-kode og indberette denne til Finanstilsynet. Hvis et forsikringsselskab er del af en koncern, vil samtlige selskaber i koncernen, som er omfattet af rapporteringskravene i direktiv 2009/138/EF (Solvens II-direktivet) skulle oprette en LEI-kode.

Finanstilsynet bruger en virksomheds LEI-kode ved indrapportering til EIOPA. Virksomhederne skal bruge Finanstilsynets ID-nummer, når de indberetter til Finanstilsynet.

Særligt for udstedere, der har værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked

Udstedere, der er omfattet af udstederbekendtgørelsen, skal oplyse deres LEI-kode, når de indberetter regulerede oplysninger. Det er dermed obligatorisk for udstedere, der har værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked, at have en LEI-kode.

Udstedere, der har værdipapirer optaget til handel på reguleret marked, skal oplyse deres LEI-kode til Finanstilsynet via post4@ftnet.dk

Baggrunden for kravet er den europæiske elektronisk adgangsportal for regulerede oplysninger, jf. gennemsigtighedsdirektivet. Formålet med adgangsportalen er at sikre hurtig adgang til regulerede oplysninger på et grundlag, som er ens for alle medlemslandene.

Særligt for juridiske personer, der handler værdipapirer gennem en værdipapirhandler

Værdipapirhandleres pligt til at rapportere transaktioner omfatter oplysning om unikke identifikationskoder på deres kunder. En værdipapirhandler må altså kun gennemføre en rapporteringspligtig transaktion for juridisk person, hvis den juridiske person har oplyst sin LEI-kode. Det er dermed obligatorisk for alle juridiske personer, der ønsker at kunne handle med værdipapirer, at have sig en LEI-kode. Disse regler følger af MiFIR-regler.

Baggrunden for kravet er at sikre en effektiv markedsmisbrugsovervågning, hvor identifikationen af kunder er ensartet, entydig og pålidelig i hele EU.

Om baggrunden for LEI-systemet

Rådet for Finansiel Stabilitet (FSB) offentliggjorde den 8. juni 2012 rapporten "A Global Legal Entity Identifier for Financial Markets" som svar på en anmodning fra G20-landene. Rapporten indeholdt 15 principper for et globalt LEI-system og 35 anbefalinger for udviklingen af et identifikationssystem for parterne i finansielle transaktioner. Rådets anbefalinger blev godkendt af G20-landene på topmødet i juni 2012.

Formålet med LEI-systemet er at skabe et globalt referencesystem, der entydigt identificerer enhver juridisk enhed. Rådet for Finansiel Stabilitet anbefalede en tredelt struktur for det globale LEI-system (GLEIS):

  • Regulatory Oversight Committee (ROC): Et råd bestående af finansielle tilsynsmyndigheder, der fører tilsyn med systemet i sin helhed.
  • Global Legal Entity Identifier Foundation (GLEIF): En fond, der har til formål at indføre et samlet globalt LEI-system i overensstemmelse med FSB's principper og anbefalinger som godkendt af G20-landene. GLEIF er blevet oprettet som en non-profitfond i Schweiz og opererer under schweizisk lovgivning. GLEIF har det operationelle ansvar for det globale LEI-system og dataene i systemet.
  • LEI-udbydere ("Local Operating Units", LOUs): Et godkendt organ, der registrerer de enkelte virksomheder i LEI-systemet gennem udstedelse og vedligeholdelse af LEI-koder til omkostningsbaserede priser.
Senest opdateret 14-06-2024

Kontakt

Matilde Hald
Fuldmægtig

Handel med derivater

Kjersti Simonsen Skotnes
Vicekontorchef