En LEI-kode tegnes typisk for en vis periode, hvorefter den skal fornyes. Hvis en LEI-kode ikke bliver fornyet, vil den ikke blive opdateret med de seneste informationer om f.eks. adresse og navneændringer m.m. og skifter status til udløbet.
De fleste udbydere tilbyder en automatisk fornyelse af LEI-koden, så den ikke risikerer at udløbe.
Er dit selskab indberetter eller gennemførende enhed, kan du ikke indberette transaktioner med en LEI-kode, som er udløbet, idet transaktionerne vil blive afvist af TRSII-systemet. Koden skal fornyes hurtigst muligt, og Finanstilsynet skal omgående have besked om den forsinkede indrapportering af transaktioner. Det gælder bl.a. for ARMer og investeringsselskaber, som indberetter på egne vegne, og for investeringsselskaber, som gennemfører transaktioner for deres kunder.
Et selskab med en inaktiv LEI-kode anses for at være ophørt. Du kan derfor ikke indrapportere transaktioner for hverken indberetter eller gennemførende selskab eller som køber eller sælger af værdipapirer, hvis handelstidspunktet finder sted efter, at LEI-koden har fået status af inaktiv.