Kontor for tilsyn med betalinger og finansiel teknologi skal bl.a. sikre, at iværksættere kan få fodfæste i den finansielle sektor, og at der samtidig er tillid til nye og eksisterende betalingsløsninger. Kontoret fører tilsyn med virksomheder på betalings-, krypto- og valutavekslings-området og er ansvarligt for hvidvaskforebyggelse hos de virksomheder, som kontoret fører tilsyn med. Kontoret repræsenterer også Danmark i FATF.
Fintech
Kontorets fintech-team har ansvaret for Finanstilsynets fintech-aktiviteter. Fintech-teamet arbejder målrettet med iværksættere og etablerede virksomheder, som ønsker at afprøve nye forretningsmodeller eller ny teknologi indenfor rammerne af den finansielle lovgivning. Fintech-teamet vejleder iværksættere om, hvad det vil sige at etablere virksomhed indenfor den finansielle sektor og er også indgang for dialog med sektoren om teknologianvendelse. Fintech-teamet beskæftiger sig bl.a. med emner som kunstig intelligens, kvanteteknologi, krypto, DLT og CBDC’er, Teamet er ansvarligt for Finanstilsynets Fintech Forum og deltager i halvårlige møder i Nordisk/Baltisk PSD2 og Fintech Forum.
Betalingstjenester og valutavekslere
Kontoret giver tilladelse til og fører tilsyn med virksomheder på betalingstjenesteområdet og valutavvekslere. Det er f.eks. udstedere af elektroniske penge og udbydere af betalingstjenester. Kontoret har lovansvaret for lov om betalinger og bidrager med vejledning og fortolkning på området. Derudover bidrager kontoret til forhandlinger af europæisk lovgivning på betalingsområdet. Kontoret er ansvarligt for API-forum, hvor pengeinstitutter og tredjepartsudbydere drøfter problemstillinger vedrørende PSD2-API’er.
Kryptoaktivtjenester
Kontoret er ansvarlig for forordning om markeder for kryptoaktiver (MiCA) og bidrager til det europæiske og internationale arbejde på området. Kontoret giver tilladelser til og fører tilsyn med virksomheder, der udsteder kryptoaktiver og udbydere af kryptoaktivtjenester og repræsenterer Finanstilsynet i de europæiske tilsynsmyndigheder, der har stor fokus på harmonisering af tilsynet på kryptoområdet. Kontoret deltager jævnligt på konferencer og i paneldebatter og udbreder Finanstilsynets perspektiv på emnet.
Forebyggelse af hvidvask og terrorfinansiering
Kontoret er ansvarligt for at føre tilsyn med, at udbydere af kryptoaktivtjenester, betalingstjenester, crowdfundingtjenester og valutavekslere har et set-up til at forebygge risikoen for at blive brugt til hvidvask og terrorfinansiering. Dette sker i tæt samarbejde med kontorert for hvidvask og terrorfinansiering.
Hvidvasktilsynet sker primært gennem inspektioner i de relevante virksomheder. Kontoret foretager herudover off site-undersøgelser og andre former for tilsyn. Inspektioner og undersøgelser udføres på et risikobaseret grundlag. Dette indebærer, at kontoret i samarbejde med kontor for forebyggelse af hvidvask og terrorfinansiering hvert år udvælger de virksomheder og risikoområder, der skal undersøges.
Derudover varetager kontoret rollen som dansk delegationsleder og hovedansvarlig for arbejdet i Financial Action Task Force (FATF) og en rækker undergrupper hertil. Teamet varetager også opgaver i relation til samarbejde, deltagelse i arbejdsgrupper i andre internationale hvidvask-fora.