Benchmark-forordningen kategoriserer benchmarks som henholdsvis kritiske, væsentlige og ikkevæsentlige ud fra en kombination af kvantitative og kvalitative kriterier.
Der findes desuden forskellige kategorier af benchmarks i form af rentebenchmarks, databenchmarks, råvarebenchmarks og øvrige benchmarks.
Et benchmark vurderes som kritisk ud fra kvantitative mål og kvalitative vurderinger.
Blandt andet vurderes det, om benchmarket bidrager til finansielle kontrakter og instrumenter som samlet har en værdi over 400 eller 500 mia. EUR.
Det vurderes også, om benchmarket er kritisk i den forstand, at det anses for at have afgørende betydning for en eller flere EU-landes samfundsøkonomi og finansielle markeder, ligesom det vurderes, om der findes alternativer til det pågældende benchmark.
Benchmark-forordningen kategoriserer et benchmark som væsentligt, hvis det bidrager til finansielle kontrakter og instrumenter, som samlet har en værdi over 50 mia. EUR. Hvis tallet er lavere end 50 mia. EUR, bliver benchmarket som udgangspunkt kategoriseret som ikkevæsentligt – med undtagelse af rentebenchmark.
Krav til administrator og bruger
Kravene til administrator og stillere varierer ved de forskellige kategorier. Fælles for alle er, at administrator overvåger udviklingen af benchmarket, og om det holder sig indenfor kategoriens pågældende tærskelværdi. Administrator underretter sin (kompetente) myndighed, hvis der sker store skift i benyttelsen af benchmarket.
Særligt for kritiske benchmarks gælder det, at Finanstilsynet skal underrettes, hvis en stiller eller administrator ønsker at ophøre med at levere til benchmarket.
Hvis en stiller til et kritisk benchmark trækker sig, kan der opstå en svækket troværdighed til benchmarket. Det kan også have negative økonomiske konsekvenser.
Finanstilsynet har derfor mulighed for at kræve, at henholdsvis stiller og administrator skal fortsætte med deres funktion i op til to år.