Finanstilsynet har set nærmere på short selling i Danmark og beskrevet, hvordan short selling foregår i praksis, fordele og ulemper herved, de senere års vækst i omfanget af short selling, short sellernes gevinster og tab ved deres korte positioner i danske aktier, og hvad der karakteriserer de korte positioner.
Analyserne tager udgangspunkt i short sellernes indberetninger til Finanstilsynet af korte nettopositioner i danske aktier, der overstiger 0,2 pct. af aktiekapitalen i det pågældende selskab. Summen af korte nettopositioner over 0,2 pct. af aktiekapitalen samt offentliggjorte korte nettopositioner over 0,5 pct. kan findes her.
Analysen Short selling i Danmark undersøger omfanget af short selling i Danmark og beskriver, hvilke samfundsøkonomiske fordele og ulemper short selling kan medføre, og hvordan short selling foregår i praksis, herunder det gældende EU-regelsæt.
Det fremgår, at omfanget af short selling på det danske aktiemarked er steget fra 0,3 pct. af markedsværdien til ca. 1 pct. fra slutningen af 2012 til begyndelsen af 2018. Udviklingen er især drevet af korte positioner i large cap- og medicinalaktier.
Analysen Short sellernes tab og gevinster i danske aktier viser, at fra 2013 til midten af 2018 har short sellere haft svært ved at realisere positive afkast på deres korte positioner i danske aktier. Det har ført til, at deres korte positioner i alt har givet dem et nettotab på 8,2 mia. kr. i perioden.
Tabene er bredt fordelt på short sellerne, uafhængigt af deres hjemland samt positionens løbetid og størrelse. Tabene bør ikke ses alene, da short selling typisk indgår som et led i en bredere og mere overordnet investeringsstrategi hos investorerne.
Analysen Short selling i danske aktier: Hvem, hvad og hvornår? viser, at det især er aktiernes størrelse og likviditet, som er afgørende for, om og hvor meget en aktie shortes. Derimod er aktiernes historiske kursudvikling af mindre betydning.
Analysen viser også, at næsten alle short sellere i danske aktier stammer fra udlandet, især USA og Storbritannien, og at short sellerne generelt har korte positioner i danske aktier i relativt kort tid, idet kun 30 pct. af positionerne eksisterer mere end tre måneder.
Analysen Hvordan reagerer short sellerne i danske aktier på ny information viser, at det især er efter offentliggørelsen af regnskabsmeddelelser, at short sellere er aktive, mens de kun i begrænset omfang reagerer på offentliggørelse af intern viden. Samtidig synes short sellere tilbageholdende med at afsløre deres positioner til markedet, selvom de generelt ikke efterligner hinanden.
Analysen Påvirker ny information om short selling-positioner det danske aktiemarked? undersøger, om Finanstilsynets løbende offentliggørelse af information om korte nettopositioner i danske aktier påvirker markedet for de berørte aktier og giver anledning til uhensigtsmæssige markedsforstyrrelser på det korte sigt. Analysen finder, at hverken aktivitet eller kursudvikling i shortede danske aktier påvirkes signifikant, når markedet får ny viden om korte nettopositioner heri. Resultatet gælder uanset, om den nye information stammer fra de daglige offentliggørelser af korte nettopositioner over 0,5 pct. af aktiekapitalen eller Finanstilsynets månedlige opgørelser af akkumulerede korte nettopositioner over 0,2 pct. af aktiekapitalen.
Notatet Udvikling i short selling af danske aktier siden 2018 er fra november 2019 og indeholder opdateringer af en række udvalgte figurer fra ovenstående analyser, herunder omfang, fortjeneste m.fl. Opdateringerne sker på baggrund af de løbende short selling-indberetninger til Finanstilsynet.