Finanstilsynet giver mulighed for visse udsættelser i forhold til kravene om at offentliggøre handelsoplysninger om aktier og aktielignende instrumenter.
EU ønsker at fremme handelsgennemsigtigheden på de finansielle markeder i Europa.
På den baggrund indeholder EU-forordningen om markeder for finansielle instrumenter (MiFIR) fælleseuropæiske krav til både før- og efterhandelsgennemsigtighed for aktier og aktielignende instrumenter (depotbeviser, Exchange Traded Funds (ETF'er), certifikater og andre lignende finansielle instrumenter) handlet på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet.
MiFIR åbner op for, at Finanstilsynet kan give markedsoperatører og værdipapirhandlere mulighed for at udsætte offentliggørelse af transaktioner, der er store i forhold til den normale markedsstørrelse for det pågældende instrument eller klasse af instrumenter.
Finanstilsynet har besluttet at give mulighed for udsat offentliggørelse af transaktioner, der er store i forhold til den normale markedsstørrelse, for aktier, depotbeviser, ETF’er og certifikater.
Tærsklerne for, hvornår en transaktion i en given instrumenttype er stor i forhold til den normale markedsstørrelse, samt tidsfristen for offentliggørelse er fastsat i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/587, bilag II, tabel 4-6. Tærsklen og tidsfristen for udskudt offentliggørelse afhænger af instrumenttype og den gennemsnitlige daglige omsætning i det pågældende instrument.
Orientering til Finanstilsynet om benyttede udsættelser af at offentliggøre handelsoplysninger
Operatører af en markedsplads og investeringsselskaber, der driver en markedsplads, skal orientere Finanstilsynet om, hvilke udsættelser af handelsoplysninger de benytter.
Hvis virksomheden holder op med at bruge en udsættelse, skal den orientere Finanstilsynet herom.
Formålet er at give Finanstilsynet mulighed for at føre tilsyn med, hvordan aktørerne anvender udsættelserne. Finanstilsynet vil dermed også være i stand til at give ESMA de oplysninger, som ESMA vil efterspørge i forbindelse med deres overvågning af, hvordan udsættelserne anvendes i praksis.
Se orienteringsskema
Skemaet sendes til hg_svar@ftnet.dk