Det kan være tilfældet, hvis den ledende medarbejder varetager et ledelsesansvar i den juridiske enhed.
Finanstilsynet vurderer, at der er ledelsesansvar i den juridiske enhed, når den ledende medarbejder deltager i eller påvirker den juridiske persons (B’s) beslutninger om at handle med udstederens (A’s) finansielle instrumenter. I et sådant tilfælde vil den juridiske enhed være nærtstående.
Generelt vil den juridiske enhed være nærtstående, når den ledende medarbejder i kraft af sin stilling har mulighed for at øve indflydelse på den juridiske persons væsentligste beslutninger.
Et eksempel kan være, at et bestyrelsesmedlem i udstederselskabet (selskab A), også sidder i bestyrelsen i et andet selskab (selskab B), og dér har mulighed for at øve indflydelse på en beslutning om at erhverve aktier i selskab A. I et sådant tilfælde vil selskab B skulle kategoriseres som nærtstående til en ledende medarbejder.
Herudover vil den juridiske person være omfattet, når denne direkte eller indirekte kontrolleres af, eller er oprettet til fordel for, eller har økonomiske sammenfaldende interesser med den ledende medarbejder.
Det kan eksempelvis være, når et bestyrelsesmedlem med ledelsesansvar i udstederselskabet (selskab A) ejer A’s holdingselskab (selskab B), hvis økonomiske interesser naturligt vil være sammenfaldende, og derfor altid vil skulle kategoriseres som nærtstående person til den ledende medarbejder.