I en konkret sag har Finanstilsynet afgjort, at en investeringsforening ikke er et finansieringsinstitut efter CRR. Det følger af sagen, at danske investeringsforeninger (og andre UCITS i form af SIKAV og værdipapirfonde) som udgangspunkt anses for ikke at være finansieringsinstitutter efter CRR. I stedet skal de behandles som en kollektiv investeringsordning (CIU) i CRR. Konsekvensen heraf er, at såfremt pågældende investeringsforening besidder kapitalinstrumenter i den finansielle sektor, så skal der ske fradrag herfor efter CRRs regler for indirekte besiddelser, jf. artikel 36, stk. 1 og 2, i CRR.
En investeringsforenings besiddelser af kapitalinstrumenter, der ikke er udstedt af enheder i den finansielle sektor, vil i stedet skulle behandles efter CRRs regler for risikovægtning, jf. artikel 132, i CRR hvis investeringsforeningen skal placeres uden for handelsbeholdningen eller efter markedsrisikoregler i artikel 348 eller 350, i CRR, hvis investeringsforeningen skal placeres i handelsbeholdningen. Dette gælder ligeledes en investeringsforenings besiddelser af andre aktiver.
Afgørelsen har relevans for danske og øvrige EU-UCITS i form af investeringsforeninger, SIKAV og værdipapirfonde.
Se desuden Finanstilsynets notat om ”Grænsedragning for positioner i og udenfor handelsbeholdningen” fra december 2021.