Hvis værdipapirerne ikke skal optages til handel på et reguleret marked i Danmark eller udbydes til danske investorer, kan udsteder anmode Finanstilsynet om at henvise kompetencen til at godkende prospektet til den kompetente myndighed i en anden medlemsstat, forudsat at den modtagende kompetente myndighed er indforstået hermed.
Henvisningen sker ved, at udsteder sender en anmodning til Finanstilsynet sammen med behørig dokumentation om selskabet og, hvor det er relevant, den påtænkte udstedelse. Finanstilsynet vurderer derefter den indkomne anmodning og træffer en beslutning på baggrund deraf. Når Finanstilsynet har godkendt anmodningen, sender Finanstilsynet beslutningen om henvisning af godkendelseskompetencen sammen med dokumentationen til den kompetente myndighed, som udsteder har anmodet om henvisning til. Finanstilsynet underretter udsteder om beslutningen senest tre arbejdsdage efter, Finanstilsynet har truffet beslutningen.
Udsteder skal anvende Finanstilsynets standardformular for anmodning om henvisning af godkendelseskompetence.
Standard form for request for transfer of approval.
Standardformularen skal indeholde følgende oplysninger:
- Oplysninger om udsteder
- Navn og adresse på den kompetente myndighed som godkendelseskompetencen ønskes henvist til
- Baggrund for anmodningen
- Typen af værdipapir
- Ved udbud til offentligheden:
- Oplysninger om, hvilke investorer udbuddet henvender sig til, herunder om udbuddet henvender sig til danske investorer
- Udbuddets størrelse, herunder antal værdipapirer og udbudskurs
- Hvis der udstedes værdipapirer, der ikke er kapitalandele: oplysninger om nominel værdi og minimumsstørrelse per investering
Behørig dokumentation
Udover standardformularen skal den, der indsender anmodningen, sende en kort beskrivelse af virksomheden og dens drift. Beskrivelsen vil sammen med eventuelt anden indsendt dokumentation, blive oversendt til den modtagende kompetente myndighed.