Ansøgning - Finansiel rådgiver

Folketinget har den 19. december 2024 vedtaget, at tilladelsen som finansiel rådgiver afskaffes.

Det er derfor pr. 1. januar 2025 ikke længere muligt at ansøge om tilladelse som finansiel rådgiver.

Læs mere nedenfor om hvad det betyder for dig, hvis du:

  • i 2024 har søgt om tilladelse som finansiel rådgiver, men Finanstilsynet ikke har færdigbehandlet din sag
  • i dag har tilladelse finansiel rådgiver

Hvis du har søgt om tilladelse som finansiel rådgiver, men ikke har fået tilladelse inden den 1. januar 2025, så bortfalder din ansøgning automatisk. Du skal i stedet for ansøge om tilladelse som forsikringsformidler og/eller som investeringsrådgiver, hvis din virksomhed rådgiver om forsikringsprodukter, herunder pension, og/eller rådgiver om investeringsprodukter.

Du kan læse mere om tilladelsen som forsikringsformilder og ansøge her.

Du kan læse mere om tilladelsen som investeringsrådgiver og ansøge her.

Hvad betyder afskaffelsen af tilladelsen som finansiel rådgiver?

Afskaffelsen af tilladelsen som finansiel rådgiver betyder, at det ikke længere kræver en tilladelse hos Finanstilsynet, hvis din virksomhed alene yder rådgivning om ind- og udlånsprodukter til forbrugere. Der må dog ikke være tale om lån knyttet til fast ejendom, da dette – akkurat som i dag – kræver tilladelse som boligkreditformidler.

Det betyder, som anført ovenfor, også, at hvis din virksomhed rådgiver om forsikringsprodukter, herunder pension, kræver det tilladelse som forsikringsformidler, og rådgivning om investeringsprodukter kræver tilladelse som investeringsrådgiver.

Hvis du i dag har tilladelse som finansiel rådgiver, skal du tage stilling til, om din virksomhed yder rådgivning, der i stedet kræver tilladelse som forsikringsformidler og/eller investeringsrådgiver

Finanstilsynet har primo januar 2025 sendt et informationsbrev ud til alle virksomheder, der har en tilladelse som finansiel rådgiver. Brevet er sendt ud til virksomhedernes e-Boks.

De virksomheder, der i dag har tilladelse som finansiel rådgiver, og som udøver rådgivning om forsikrings-, herunder pensions-, og/eller investeringsprodukter, vil kunne blive omfattet af en overgangsordning, hvis virksomheden senest 28. februar 2025, søger tilladelse som forsikringsformidler og/eller investeringsrådgiver. Du kan læse nærmere om overgangsordningen nedenfor.

Hvis din virksomhed alene yder rådgivning om ind- og udlånsprodukter til forbrugere, behøver du ikke længere en tilladelse fra Finanstilsynet. Du kan derfor anmode Finanstilsynet om at inddrage din tilladelse som finansiel rådgiver. Hvis vi ikke hører fra dig, vil virksomheden automatisk få inddraget tilladelsen som finansiel rådgiver med virkning fra 1. marts 2025 og blive fjernet i Finanstilsynets virksomhedsregister.

Overgangsordning

Hvis din virksomhed yder rådgivning om forsikrings- og/eller investeringsprodukter skal du søge ny tilladelse som forsikringsformidler og/eller investeringsrådgiver senest den 28. februar 2025, for at blive omfattet af overgangsordningen.

Overgangsordningen indebærer, at din virksomhed har mulighed for at fortsætte som finansiel rådgiver, indtil Finanstilsynet har behandlet virksomhedens nye ansøgninger om tilladelse som forsikringsformidler og/eller investeringsrådgiver. Den indebærer også, at ansatte hos de virksomheder, der søger tilladelse som forsikringsformilder, bliver omfattet af en overgangsordning i forhold til kompetencekrav. Du kan læse nærmere om kompetencekravene for forsikringsformidlere nedenfor.

Du kan læse mere om tilladelse som forsikringsformidler og ansøge her.

Du kan læse mere om tilladelse som investeringsrådgiver og ansøge her.

Hvis din virksomhed ikke benytter sig af overgangsordningen, vil tilladelsen som finansiel rådgiver automatisk blive inddraget med virkning fra den 1. marts 2025, og blive slettet fra Finanstilsynets offentlige register. Konsekvensen heraf er, at virksomheden fra 1. marts 2025 ikke længere må udøve investeringsrådgivning eller rådgive om forsikringer.

Det er ikke muligt at blive omfattet af overgangsordningen, hvis virksomheden ikke indsender sin eller sine ansøgninger inden fristens udløb. Det er derfor vigtigt, at din virksomhed snarest muligt, og senest 28. februar 2025, ansøger om de relevante tilladelser.

Kompetencekrav

Finansielle rådgivere, der ønsker at benytte overgangsordningen og søger om tilladelse som investeringsrådgiver eller forsikringsformidler, evt. begge dele, skal leve op til kompetencekravsreglerne for disse tilladelser, inden de begynder at udøve deres virksomhed.

I forhold til tilladelsen som investeringsrådgiver vil kompetencekravene svare til de kompetencekrav, som de finansielle rådgivere har skulle leve op til.

I forhold til tilladelsen som forsikringsformidler betyder det, at virksomheden skal have ansatte, det kan også være indehaveren selv, der lever op til kravene i bekendtgørelse om kompetencekrav og krav til godt omdømme for ansatte i forsikringsselskaber, genforsikringsselskaber og ansatte hos en forsikringsformidler og en genforsikringsformidler (kompetencekravsbekendtgørelsen)[1].

Det fremgår af kompetencekravsbekendtgørelsen, at forsikringsformidlervirksomheden skal sikre, at de medarbejdere, der varetager forsikringsdistribution, har bestået en prøve. Den beståede prøve dokumenterer, at de har de nødvendige kompetencer på deres arbejdsområde.

Finanstilsynet har i november 2024 sendt et udkast til ændring af kompetencekravsbekendtgørelsen i høring, hvor der etableres en overgangsordning, som sikrer, at ansatte hos en finansiel rådgiver, der søger om tilladelse som forsikringsformidler inden 28. februar 2025, har tilstrækkelig tid til at bestå den relevante prøve. Du kan læse udkastet til ændringen her.

Ændringen forventes at træde i kraft den 1. marts 2025 og betyder, at finansielle rådgivere, der skal have tilladelse som forsikringsformidler, kan fortsætte med at udøve forsikringsdistribution, selvom de ansatte ikke på tilladelsestidspunktet har bestået den prøve, der dokumenterer, at de besidder de fornødne kompetencer. De ansatte får mulighed for at bestå en mindre prøve (efteruddannelsesprøve) senest den 1. juni 2026. Ændringen medfører, at de ansatte kan fortsætte indenfor samme arbejdsområder, som de havde hos den finansielle rådgiver, forudsat at den relevante efteruddannelsesprøve bestås.

Idet en finansiel rådgiver alene har kunnet udøve forsikringsdistribution til forbrugere (privatkunder), vil de ansatte hos finansielle rådgivere udelukkende kunne blive omfattet at overgangsordningen for kompetencekrav i forhold til prøverne i de bilag, der vedrører forsikringer til privatkunder.

 

[1] Bekendtgørelse nr. 1113 af 2. juni 2021.

Senest opdateret 20-12-2024