Indberetningspligten for ledende medarbejderes transaktioner

Indberetningspligten for ledende medarbejderes transaktioner er fastsat i artikel 19 i forordning (EU) nr. 596/2014 (markedsmisbrugsforordningen).

Ledende medarbejderes transaktioner med fortegningsrettigheder er omfattet af indberetningspligten. Det er derfor vigtigt, at ledende medarbejdere i selskaber, hvori de også er kapitalejere, er opmærksomme på, hvornår indberetningspligten indtræder i forbindelse med en kapitalforhøjelse, der indebærer tildeling af fortegningsrettigheder.

Kapitalejere har som udgangspunkt ret til forholdsmæssig tegning af de nye kapitalandele ved enhver kontant kapitalforhøjelse. Det følger af § 162 i selskabsloven. En sådan fortegningsret kan kapitalejeren typisk enten overdrage til tredjemand (sælge), udnytte (så der tegnes aktier) eller lade udløbe.

Indberetningspligten gælder mange forskellige typer af transaktioner. Supplerende regler herom og en ikkeudtømmende liste over indberetningspligtige transaktioner følger af artikel 10 i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 2016/522. Det fremgår blandt andet, at både erhvervelse, overdragelse eller udøvelse af rettigheder (f.eks. warrants og optioner) er indberetningspligtige transaktioner, jf. artikel 10(2)(f). En fortegningsrettighed er omfattet af denne bestemmelse.

Ledende medarbejdere, der får tildelt fortegningsrettigheder, skal dermed være opmærksomme på at overholde indberetningspligten i artikel 19 i markedsmisbrugsforordningen i alle følgende situationer:

  • når fortegningsretten tildeles
  • hvis fortegningsretten videresælges til tredjemand
  • hvis fortegningsretten udnyttes, dvs. når der sker tegning af aktier.

Lære mere under afsnit 7 i ESMA's Q&A om markedsmisbrug.

Øvrige spørgsmål om indberetningspligt og fortegningsrettigheder kan rettes til Finanstilsynet på e-mail, finanstilsynet@ftnet.dk.

Senest opdateret 06-08-2024