Indberetning af investeringer i afledte finansielle instrumenter
Danske UCITS, der investerer i afledte finansielle instrumenter, jf. § 143, jf. § 142, stk. 4 i lov om investeringsforeninger m.v., skal indberette følgende til Finanstilsynet:
- instrumenttyper
- de underliggende aktiver eller referencer, som de finansielle instrumenter er afledt af
- en beskrivelse af de kvantitative begrænsninger, som den danske UCITS anvender for at styre de risici, som investeringerne i de afledte finansielle instrumenter indebærer, samt
- en beskrivelse af de metoder den danske UCITS benytter for, at vurdere de risici, der er forbundet med investeringer i afledte finansielle instrumenter.
- Når de danske UCITS efter nr. 1, indberetter, hvilke typer af afledte finansielle instrumenter de investerer i, skal indberetningen omfatte de oplysninger, der er nødvendige for at vurdere hvilke risici, der er forbundet med investeringer i de pågældende typer af afledte finansielle instrumenter. Ved investeringer i optioner skal den danske UCITS indberette hvilke typer af optioner (europæiske, amerikanske, digitale m.fl.) den investerer i, om den både køber og skriver optioner og om den investerer i både put- og call optioner. Tilsvarende gælder for andre typer af afledte finansielle instrumenter med de fornødne justeringer.
- Efter nr. 2, skal det aktiv eller den reference, som det afledte finansielle instrument er afledt af indberettes. Investerer en dansk UCITS i en C20CAP3H indeks futures på NASDAQOMX, vil den underliggende reference være aktieindekset OMXC20CAP, og den danske UCITS skal indberette ”aktieindeks” som underliggende. For andre afledte finansielle instrumenter kan det underliggende aktiv eller reference være aktier, rentesatser m.fl.
- De kvantitative begrænsninger, jf. nr. 3, en dansk UCITS anvender, for at styre de risici investeringer i afledte finansielle instrumenter indebærer, kan være begrænsninger på den danske UCITS samlede eksponering, begrænsninger på nøgletalsniveau eller andre relevante begrænsninger.
- Bestyrelsen skal sikre at den beskrivelse af metoderne efter nr. 4, der indberettes til Finanstilsynet, er fyldestgørende og dækkende for enhver af de typer af afledte finansielle instrumenter, den danske UCITS investerer i.
- Indberetningerne skal ske skriftligt årligt i januar måned, første gang i 2014.