Tilsyn med reglerne om bæredygtig finansiering

Bæredygtig finansiering

EU-reguleringen om bæredygtig finansiering indebærer, at Finanstilsynet får en række nye tilsynsopgaver i forhold til de finansielle virksomheders overholdelse af reglerne.

Finanstilsynet er tilsynsførende myndighed for en række retsakter på området for bæredygtig finansiering. Det gælder særligt for disclosureforordningen og for store dele af taksonomiforordningen. Herudover er der en række andre EU-initiativer på vej på området for bæredygtig finansiering, hvor Finanstilsynet ligeledes vil få et tilsynsmæssigt ansvar.

Disclosureforordningen

Disclosureforordningen er trådt i kraft 10. marts 2021 og fastsætter en række oplysningskrav til finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere på såvel virksomhedsniveau som produktniveau. Finanstilsynet skal føre tilsyn med disse oplysningskrav.

De tre europæiske tilsynsmyndigheder på det finansielle område – EBA, EIOPA og ESMA – har i februar 2021 offentliggjort et udkast til detailreguleringen, som pt. afventer EU-Kommissionens vedtagelse. Detailreguleringen forventes imidlertid først at træde i kraft 1. januar 2022.

Finanstilsynet forventer på denne baggrund, at omfattede virksomheder lever op til level 1-bestemmelserne i forordningen i den mellemliggende periode.

For visse bestemmelser i forordningen er der yderligere guidance i detailreguleringen vedrørende den konkrete udmøntning og brug af skabeloner mv. Finanstilsynet anbefaler, at omfattede virksomheder benytter det udkast til regelsæt for detailreguleringen, som foreligger, frem mod den endelige vedtagelse af detailreguleringen fra EU-Kommissionens side.

Læs de europæiske tilsynsmyndigheders udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder

Læs de europæiske tilsynsmyndigheders udtalelse om brugen af udkastet frem til 1. januar 2022

Taksonomiforordningen

Taksonomiforordningen definerer seks klima- og miljømål, som økonomiske aktiviteter kan bidrage væsentligt til for at blive klassificeret som klima- og miljømæssigt bæredygtige. Taksonomiforordningen har et bredt anvendelsesområde og omfatter både ikke-finansielle og finansielle virksomheder.

Finanstilsynet vil være tilsynsførende myndighed for de af taksonomiforordningens bestemmelser, der er rettet mod den finansielle sektor. Det drejer sig bl.a. om en række yderligere krav om produktoplysninger for bæredygtige finansielle produkter, der træder i kraft i 1. januar 2022 for de første to mål og 1. januar 2023 for de resterende fire mål.

Yderligere regulering

EU’s fokus på bæredygtig finansiering forventes også at føre til andre reguleringsinitiativer, som vil påvirke Finanstilsynets tilsynsarbejde. Det gælder bl.a. på området for investorbeskyttelse, hvor der forventes en revision af MiFID II, som vil omfatte en forpligtigelse til at afdække kundernes præferencer vedrørende bæredygtighed og inddragelse af bæredygtighed i produktudviklingen.

Risikobaseret tilsynsindsats

Finanstilsynet fører et risikobaseret tilsyn med bæredygtighedsområdet, således at tilsynsindsatsen fokuseres, hvor der er størst risiko for overtrædelser. Reglerne på området omfatter et stort antal finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere samt et betydeligt antal finansielle produkter. Det vil derfor ikke være muligt at gennemgå alle virksomheder og produkter på markedet. Dermed vil der fortsat efter Finanstilsynets tilsynsindsats være en risiko for eksempelvis greenwashing.

Senest opdateret 09-03-2021