Med vedtagelsen af FN’s verdensmål og Paris-aftalen i 2015 blev der skabt en global ramme for bæredygtig udvikling og begrænsning af globale temperaturstigninger. De 17 verdensmål sætter retningen for en fælles udviklingsindsats mod en bæredygtig planet og samfundsmodel, mens Paris-aftalen forpligter de deltagende lande til at begrænse den globale temperaturstigning til under to grader og at arbejde for at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader. For at understøtte disse mål er der vedtaget omfattende regler, som giver investorer mulighed for at vurdere bæredygtigheden af investeringer, og som forpligter den finansielle sektor til at tage højde for bæredygtighedsricisi.
Bæredygtige investeringer
På investeringssiden forstås bæredygtig finansiering som investeringer, der integrerer bæredygtighedsfaktorer i både investeringsbeslutninger og løbende gennem investeringernes levetid. Det gælder både klimahensyn samt sociale og ledelsesmæssige aspekter, herunder bl.a. ulighed, arbejdstager- og menneskerettigheder og tiltag til at imødegå korruption og skatteunddragelse. EU-reguleringen om bæredygtig finansiering skal også fremme, at privat kapital kan investeres i bæredygtige økonomiske aktiviteter på et oplyst grundlag.
Større gennemsigtighed og fælles standarder
Fælles definitioner af, hvad der er klimamæssigt og socialt bæredygtigt, er afgørende for at tiltrække og allokere kapital effektivt til at understøtte bæredygtig udvikling. Herudover er der behov for øget gennemsigtighed om, hvor bæredygtige finansielle produkter er. Der er EU-regulering under indfasning, som opstiller klare krav til, hvad der kan anses for at være klima- og miljømæssigt bæredygtige økonomiske aktiviteter. Endvidere vil nye oplysningsforpligtelser for den finansielle sektor stille krav om bl.a. større gennemsigtighed i forhold til integration af bæredygtighedsrisici og hensynet til negative bæredygtighedsvirkninger.
Bæredygtighedsrisici
Klimaforandringerne og transitionen til en mere bæredygtig verden indebærer en række finansielle risici som konsekvens af både de fysiske forandringer og selve transitionen. De fysiske risici som følge af klimaforandringer dækker over både pludselige og mere ekstreme vejrhændelser og vedvarende skift i klimaet. Transitionsrisici opstår i overgangen til en grønnere økonomi og kommer fra omfattende politiske, juridiske og teknologiske ændringer samt ændringer i forbrugernes præferencer. Klimarelaterede risikofaktorer kan eksempelvis manifestere sig som stigende markeds-, kredit- og forsikringsrisici samt operationelle risici.
Finanstilsynets rolle
Den finansielle sektor skal medvirke til en kontrolleret omstilling til et mere bæredygtigt samfund, og det medfører nye opgaver for Finanstilsynet. Der er to hovedområder i tilsynsarbejdet i relation til bæredygtighed. Den ene opgave er at sikre tilstrækkelig hensyntagen til bæredygtighedsrisici i de finansielle virksomheder. Det ligger i forlængelse af det eksisterende fokus på de finansielle virksomheders risici. Den anden opgave er at føre tilsyn med, at de investeringer og virksomheder, der markedsfører sig selv som grønne og bæredygtige, også er det. I den forbindelse er der i både EU-reguleringen og i Finanstilsynets arbejde fokus på at modvirke såkaldt ”greenwashing”, der kan skade tilliden til og integriteten af de finansielle markeder.