Temaundersøgelse af insiderlister 2022

31-10-2022

Finanstilsynet undersøger i en ny rapport, om udstederne på Main Market har rettet op på tidligere konstaterede fejl og mangler i deres insiderlister.

I 2019 gennemførte Finanstilsynet en temaundersøgelse af en række forhold i forbindelse med udstederes insiderlister. Undersøgelsen afdækkede en række fejl og mangler i listerne. 

Som opfølgning på disse observationer har Finanstilsynet i 2022 gennemført endnu en undersøgelse. Resultaterne af undersøgelsen er præsenteret i denne rapport, som konkluderer, at der fortsat er fejl og mangler i insiderlisterne. Den peger dog også på en række forhold, som udstederne har rettet op på siden sidste undersøgelse. Det gælder f.eks. brugen af standardskemaerne.

Insiderlister er lovpligtige. De hjælper udsteder med at kontrollere strømmen af intern viden og dermed sikre mod uretmæssig videregivelse. Listerne medvirker også til, at Finanstilsynet hurtigt kan vurdere, om en mistanke om insiderhandel eller uretmæssig videregivelse af intern viden er begrundet, og i givet fald iværksætte efterforskningsmæssige tiltag. Det gør det omvendt også muligt for Finanstilsynet hurtigt at fjerne ubegrundet mistanke mod en udsteder eller dennes ansatte. Insiderlister tjener derfor udsteders interesser.
Rapporten understeger vigtigheden af, at udstederne udarbejder og ajourfører insiderlisterne korrekt. 

Ny gennemførelsesforordning 

Kommissionen offentliggjorde den 13. juli 2022 en ny gennemførelsesforordning (EU) 2022/1210, om gennemførelsesmæssige tekniske standarter for anvendelsen af artikel 18, af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 for så vidt angår formatet for insiderlister og deres ajourføringer. Den erstatter den tidligere gennemførelsesforordning (EU) 2016/347 af 10. marts 2016. 

Den nye gennemførelsesforordning præciserer de allerede eksisterende regler om insiderlister. Udsteder skal identificere den specifikke interne viden og oprette en specifik insiderliste for hvert enkelt element af intern viden i selskabet (tidligere kaldet hændelsesbaserede insiderlister). 

Den nye gennemførelsesforordning præciserer også, at den permanente insiderliste kan opføres i en separat sektion af insiderlisten. Det betyder, at udsteder ikke kan nøjes med den permanente insiderliste men altid skal oprette en specifik insiderliste, der angiver den specifikke interne viden, uanset om det kun er permanente insidere, der har adgang til den interne viden. 

Om undersøgelsen 

Rapporten er baseret på insiderlister modtaget fra 35 udstedere optaget til handel i alle aktiesegmenter (large cap, mid cap og small cap) på Nasdaq Copenhagen.

Nogle af de udstedere, der har medvirket i temaundersøgelsen, vil blive kontaktet direkte af Finanstilsynet med høringsbrev for mulig overtrædelse af reglerne om insiderlister. 

Læs Temaundersøgelse om insiderlister

Bilagssektion til temaundersøgelse om insiderlister

 

 

Senest opdateret 17-01-2023