Mange fejl i storaktionærers brug af ny standardformular

04-06-2021

Storaktionærer begår en række væsentlige fejl, når de bruger den seneste udgave af standardformularen for indberetning af storaktionærmeddelelser. En del bruger desuden en forældet version af formularen. Det fremgår af en undersøgelse, som Finanstilsynet har gennemført.

En storaktionær, som har krydset en flagningspligtig grænse, har pligt til at underrette udstederen om krydsningen af grænsen og indberette en række oplysninger til Finanstilsynet. I den forbindelse skal der benyttes en standardformular.

Storaktionærer har pligt til at underrette udstederen og indsende standardformularen for indberetning af storaktionærmeddelelser til Finanstilsynet, når storaktionærens besiddelse udgør, overstiger eller falder under 5, 10, 15, 20, 25, 50 eller 90 pct. og en tredjedel eller to tredjedele af stemmerettighederne eller aktiekapitalen i et selskab optaget til handel på et reguleret marked. Formålet med reglerne er at sikre lige adgang for investorer og udstedere til information om, hvem der reelt har kontrollen med selskaber, der er optaget til handel på et reguleret marked.

Finanstilsynet har gennemført en undersøgelse af i alt 133 modtagne indberetninger om ændrede beholdninger fra storaktionærer i perioden 9. oktober 2019 til 9. april 2020. Undersøgelsen viser, at der i næsten en tredjedel af indberetningerne var brugt en forældet version af standardformularen, og at der også i de øvrige indberetninger var ganske mange fejl, særligt omkring de oplysninger, der identificerer storaktionæren.

Storaktionærer skal i standardformularen oplyse deres adresse, e-mailadresse og nationalt ID-nr., så Finanstilsynet på tilstrækkelig vis kan identificere den enkelte storaktionær og komme i kontakt med vedkommende, hvis der skulle opstå behov for det.

Finanstilsynet anbefaler, at storaktionærer orienterer sig i undersøgelsesrapporten om brug af standardformularen, så fremtidige fejl i videst muligt omfang kan undgås. Rapporten gennemgår indholdet af de enkelte oplysninger, som er krævet i standardformularen.

Rapporten om undersøgelsen af brug af standardformularen.

Flere oplysninger om storaktionærers forpligtelser.

Find mere information om reglerne og forpligtelsen til at indberette for storaktionærer.

Senest opdateret 04-06-2021