Påtale til aktionærer for at handle i forening

09-12-2019

Finanstilsynet har givet en påtale til en gruppe af aktionærer i en bank for ikke at fremsætte et pligtmæssigt overtagelsestilbud eller flage storaktionærbesiddelser.

Finanstilsynet har i en tidligere afgørelse af 2. april 2019 vurderet, at en gruppe af aktionærer i en bank handlede i forståelse med hinanden i forsøget på at opnå kontrol med banken. Samtidig fratog Finanstilsynet aktionærerne deres stemmerettigheder i banken på grund af manglende forudgående tilladelse til at erhverve kvalificerede ejerandele i den pågældende bank.

Aktionærgruppen besad den 20. februar 2019 tilsammen mere end en tredjedel af stemmerettighederne i banken. Gruppen ifaldt dermed pligt til at fremsætte et overtagelsestilbud overfor bankens øvrige aktionærer ved aktionærgruppens næste handel i bankens aktie.

Aktionærgruppen foretog en sådan handel den 21. februar 2019 og ifaldt altså dermed pligt til at fremsætte et overtagelsestilbud. Det skete dog ikke.

Finanstilsynet påtalte ved sin afgørelse af 29. oktober 2019, at aktionærgruppen ikke havde fremsat et pligtmæssigt overtagelsestilbud til bankens øvrige aktionærer den 21. februar 2019.

Finanstilsynet har dog af egen drift valgt at dispensere fra aktionærgruppens tilbudspligt. Det skyldes det særlige forhold, at medlemmerne i gruppen havde fået frataget deres stemmerettigheder ved Finanstilsynets afgørelse af 2. april 2019.

Dispensationen er dermed betinget af, at aktionærne i gruppen ikke havde råderet over stemmerne tilknyttet deres aktier. Opnår alle eller en del af aktionærerne i gruppen stemmerettigheder over aktier i banken på et tidspunkt, hvor aktionærerne og personer, der handler i forståelse med aktionærerne, tilsammen har mindre end en tredjedel af stemmerettighederne i banken, vil dispensationen fra tilbudspligten fortsat gælde.

Finanstilsynet har også givet aktionærgruppen en påtale for ikke at have flaget  gruppens besiddelser senest fire hverdage efter transaktionen den 21. februar 2019 i overensstemmelse med reglerne om storaktionærmeddelelser.

Senest opdateret 09-12-2019