Virksomhederne kan ved indkaldelse til undersøgelser blive bedt om at udfylde et antal af nedenstående statusskemaer, som indeholder centrale spørgsmål om virksomhedens overholdelse af reglerne på det pågældende område. Finanstilsynet sender de pågældende skemaer til virksomhederne i forbindelse med indkaldelse af materiale til undersøgelsen.
Hvilke skemaer, der kan blive tale om i det konkrete tilfælde, afhænger ikke mindst af undersøgelsens formål og omfang samt den pågældende virksomheds forretningsmodel, kompleksitet og størrelse.
Der vil være undersøgelser, hvor tilsynet ikke anvender statusskemaer, ligesom der er undersøgelsesområder, hvor tilsynet slet ikke anvender statusskemaer.
Virksomhederne vil blive bedt om at fremsende skemaerne i udfyldt stand, inden undersøgelsen finder sted. Virksomhederne vil desuden blive bedt om at udfylde skemaerne i enten kort form eller udvidet form. Virksomhederne kan i begge tilfælde blive gjort opmærksom på, at der er spørgsmål i det konkrete skema, der ikke skal udfyldes.
De to former for udfyldelse adskiller sig fra hinanden med hensyn til virksomhedernes pligt til at redegøre nærmere for uddybende svar. Såfremt en virksomhed svarer "ja" til et spørgsmål, skal virksomheden i udfyldelsen i kort form ikke redegøre nærmere for svarene. Hvis virksomheden derimod skal udfylde i udvidet form, skal virksomheden beskrive virksomhedens procedurer og tiltag på det pågældende område. Virksomheden har mulighed for at henvise til vedlagt materiale.
Uanset, om virksomheden skal udfylde skemaet i kort eller lang form, gælder, at hvis virksomheden svarer "nej" til spørgsmålet, skal virksomheden beskrive, hvori afvigelsen består, hvad begrundelsen for afvigelsen er, og hvad virksomheden evt. vil gøre på området.