ICAAP og ILAAP

Realkreditinstitutterne og pengeinstitutterne i Finanstilsynets gruppe 1-3 samt pengeinstitutter på Færøerne og Grønland skal indsende solvensbehovsopgørelse og dokumentation (ICAAP) samt dokumentation for opgørelse og vurdering af likviditetsposition og likviditetsrisici (ILAAP) til Finanstilsynet.

Fristen for indsendelse af ICAAP og ILAAP er 45 bankdage efter årsskiftet, medmindre et andet tidspunkt er aftalt med Finanstilsynet.

Finanstilsynets gruppering 1-3 skal forstås som grupperingen gældende for indberetningsperioden. Indsendelse af solvensbehovsopgørelse og dokumentation (ICAAP) følger af § 14 stk. 7 i Bekendtgørelse om opgørelse af risikoeksponering, kapitalgrundlag og solvensbehov for kreditinstitutter.  Institutternes pligt til at udarbejde dokumentation for opgørelse og vurdering af likviditetsposition og likviditetsrisici (ILAAP) følger af Bekendtgørelse om ledelse og styring af pengeinstitutter m.fl., § 3 stk. 10 og § 8 stk. 9, mens indsendelse af ILAAP-dokumentation følger af § 347 i Lov om finansiel virksomhed.

Institutterne skal være opmærksomme på, at opgørelsen af det tilstrækkelige kapitalgrundlag og solvensbehovet skal være godkendt af bestyrelsen. Endvidere skal bestyrelse og direktion foretage en samlet vurdering af det internt opgjorte solvensbehov med henblik på at sikre, at der er afsat tilstrækkelig kapital til at afdække det pågældende instituts risici. Heri indgår også en kvalitativ vurdering af beregnede risici, metodevalg, antagelser m.m., herunder stillingtagen til, hvorvidt opgørelsen virker fornuftig i forhold til kravet om en forsigtig og fremadrettet tilgang i opgørelsen af solvensbehovet.

For opgørelse af solvensbehovet henvises til bilag 1 i Bekendtgørelse om opgørelse af risikoeksponering, kapitalgrundlag og solvensbehov for kreditinstitutter samt Vejledning om tilstrækkeligt kapitalgrundlag og solvensbehov for kreditinstitutter.

Institutterne skal endvidere være opmærksomme på, at opgørelse og vurdering af likviditetsposition og likviditetsrisici skal være godkendt af bestyrelsen. Der henvises til Vejledning om opgørelse og vurdering af likviditetsposition og likviditetsrisici for kreditinstitutter for mere information.  Vejledningen beskriver Finanstilsynets forventninger til institutternes dokumentation for opgørelse og vurdering af likviditetsposition og likviditetsrisici.

 

Senest opdateret 14-06-2023

Kontakt

Ri Kaarup
Kontorchef
Tlf:41933566

Kontakt

Morten Harpøth Johansen
Vicekontorchef

Værd at vide

Materialet kan indsendes elektronisk til:
risikovurdering@ftnet.dk

eller i krypteret form til:
finanstilsynet@ftnet.dk

Mærk emnet:
Risikovurdering, Økonomisk Sekretariat

Indberetningsfrister